Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
å få
85
et ondt Menneske, som ikke fortjener at leve 1 Deres
Nærhed! Men jeg vidste ikke selv, hvad jeg gjore,
da jeg gav Deres Far hint onde Raad; det var en
Djævel, som hviskede mig Ordene i Øret»
Susanne havde lidt forskræmt seet paa ham.
Nu forstod hun det Hele og rødmede dybt. Saa
rakte hun ham hjertelig Haanden.
«Det er nu forbi, Jan Dankert, lad os ikke tale
mere derom. Jeg er saa lykkelig, at jeg ikke kan
være vred paa nogen. Jeg holder af hele Verden.
Tro mig, Jan Dankert!»
Han holdt hendes Haand 1 sin, som var den en
brændende Glød. Saa slap han den med et stridt Suk.
«Aa, De er saa god, Jomfru Susanne», — hans
Stemme lød forunderlig dæmpet og mild; «De er
saa god, ligesom Englene. . . Men nu skal De ogsaa
blive kvit mig», tilføiede han med bevæget Heftig-
hed, «jeg reiser bort, langt bort!»
«Reiser bort! men hvorfor det, Jan Dankert?»
spurgte hun rolig; men da saa han atter paa hende
med dette usigelig milde, bebreidende Blik, og hun
følte blussende, hvor uforsigtig hun havde været i sit
Spørgsmaal. Han følte al den ugjengjældte Kjærlig-
heds Smerte og Bitterhed. Hvor let hun tog det, at
jeg vilde bort! tænkte han. Hvor kjølende rolig!
Han havde 1 sit Inderste smigret sig med, at hun
skulde røbet Tegn paa Bedrøvelse, at hun maaske
skulde bedet ham om at blive . . . medens nu. ..
«Ja ser De, Jomfru Susanne, jeg vil reise paa
Haandværket ... jeg har lært saa lidet herbjemme...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
