Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
«Det Lyse er glad i det Lyse,» sagde han sagte,
ydmygt; mere for sig selv end til hende.
«Aa Passiar, Jan Dankert! Men vet du, hvad
jeg nu tror,» sagde hun spøgende, «jeg tror, at naar
Vorherre ikke dennegang tog mig, saa er det, fordi
jeg skal leve længe, meget længe, ja blive saa gammel
som salig Faster Malene. Hun døde, da hun var mi
og nitti; tænk dig bare!»
Jan Dankert rystede vantro paa Hovedet. Han
kunde slet ikke forestille sig denne unge, leende,
yndefulde Skikkelse, bøiet under Tidens Vægt, som
en gammel, rynket, hæslig Kone.
En forlegen Pause indtraadte i Samtalen. Su-
sanne saa ud af Vinduet og lugtede til Gyldenlakken.
Jan Dankert studerede det graarudede For i sin
Kasket, som han straks havde taget op af Gulvet.
«Din Søster var her igaar,» sagde omsider Su-
sanne. «Hun fortalte mig, hvor bekymret du havde
været for min Skyld, og derfor vil jeg takke dig.
Ja, jeg har som sagt ogsaa tænkt meget paa dig,
Jan Dankert, især i de sidste Dage. Jeg husker
altid hin Kveld, du vet nok. Naar man ikke har
mere at bestille end jeg nu, er det ganske plaserligt
at drømme om alt, Gammelt og Nyt. Du var saa
god mod mig den Kveld, du alene, Jan Dankert.
De Andre slap mig og lo af mig; du alene holdt
paa mig, du talte for mig, du forsvarede mig, og du
tænkte ikke det mindste ondt om mig, fordi jeg var
saa ubesindig, saa —.» |
«Nei, hvor kan De snakke saa, Jomfru Susanne!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
