Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
Da Jan Dankert saa en Dag listede sig op i Bød-
kerens Kjøkken til sin Medforbundne Brite, der ikke
blev træt af at gjentage, hvor hyggeligt det var, at
Jomfruen var bleven rask igjen, medens Jan Dankert
paa sin Side ikke blev træt af at høre derpaa med
funklende glade, Øine, stod Mester selv pludselig
foran dem.
Jan Dankert havde ikke talt med ham siden hin
Kveld. Nu dreiede og vendte han sig under Mesters
prøvende Blik. Han fik ikke et forklarende Ord frem.
«Goddag, Jan Dankert,» sagde Mesteren, gottende
sig ved hans Forlegenhed, medens det godmodige Ud-
tryk i Øiet traadte sterkt frem, «Goddag, hvorledes
har du det? Godt? Men gaa bare ovenpaa og snak
med «Sussen». Det vil fornøie hende.»
Jan Dankert lod sig ikke bede to Gange. Han
saa noget forbløffet paa Mester, der idag forekom ham
at være ti Aar yngre, saa lyst og tilfreds var hans
Udseende. Saa labbede han ilfærdig opad Trappen;
men ved Døren stansede han med Haanden famlende
paa Laasen, medens hans bredhvælvede Bryst arbei-
dede heftig. Susanne var jo nu blot et Par Skridt
fra ham. I næste Sekund skulde han se hende efter
at have savnet hende i Maaneder. Han aabnede sagte
Døren.
Hun var ene i Salen. Hun sad paa sin gamle
Plads ved Vinduet med de prægtige Gyldenlakker, hvis
grønne Blade berørte hendes Haar, sad med Haanden
under Kinden, med sænkede Skuldre, i en eiendommelig
mat Stilling, der gav hende en egen Ynde. Blikket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
