Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [V]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
kunde slaaes i korn med de andre fyrene som
kom og gik der i huset.
Han var svært ung; det var nu det. Og han
var kristelig-sindet og hadde sagte al slags agg
og gnag i samvittigheten, kunde han tænke, over
at han gik der forelsket i gift kone. Han var
aldrig opsluppen, han gav sig ikke i ordskifte med
Anine, mens det kom rosser av latter ut av
ingenting, slik som det ellers brukte i den slags
om-stændigheter. Var det noget, var unge Stern heller
blit et grand tungsindt paa det sidste, syntes Per.
Og naar han var i siderummet, kunde han høre
hvordan samtalen Anine og Stern imellem gik
støt og rolig — og han syntes Anine selv lo
mindre end hun hadde for vane.
En gang hadde Stern læst høit for hende,
hadde han hørt. Det var vers, hadde han hørt
paa ord-takten; og han var blit latterfuld, der
han hadde staat med noget snekring ute i
forstuen og hørt paa duren av det myke
gutte-maalet . . . For det var ingenting Anine blev
saa overhændig søvnig av som høitlæsing. Nu
fik hun sgu mætta si!
Han trodde at formerke det ogsaa — at Anine
var et grand brydd med den nye vennen hun
hadde lagt sig til. Hun var blit paapasselig med
ord og vendinger, merket han. „Det er ved gud
sandt," sa hun— og braastanset og tok sig i det
og sa: „det er virkelig sandt." Hun gjorde ære
paa presteskolen hun gik i.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
