Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [II]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
„Du var saa snaal — da du sa det — Per,"
hun mest hvisket det sidste.
„Jeg snakket til Stern — om Seth," sa
Haukeberg. Og nu rensket han halsen med en kort
kremt og saa paa Magnus og sa:
„Ja, De slaar Dem vel ner — til middag. De
er velkommen."
Magnus stod, som da han hadde reist sig —
med en haand paa stolryggen foran sig. Han
stirret paa Haukeberg. — Per tok op
spørs-maalet.
Saa rettet Magnus Stern sig, knappet et par
knapper i jakken, og sa mens han holdt paa
med det, at nei tak, nei, han hadde sagt i hotellet
han kom tilbake klokken —; nu. Han undslog
sig . . .
Da saa fru Haukeberg paa ham. Hun løftet
hodet og saa paa ham, bare et øieblik; men det
var taarer i øinene, som var sorte og større end
før. Og ansigtet var litet og ganske hvitt.
Bli, sa øinene, vær saa snil at bli.
„Aa fan," sa Haukeberg — „hotellet!"
Magnus saa ned. Hun hadde bøiet hodet —
og i en hvit linje lik stilken paa en blomst gik
skilien igjennem et blankt og bølgende haar. Og
længer nede laa nogen krøller indtil en hvit
barnekind. — „Ja — jo tak, hr. grosserer, hvis De vil
ha mig," sa han.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
