Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Af saadan Tale da opmuntred blev hver Mand.
De raabte overlydt: Lyksaligt er det Land,
Lyksalig er den Bye, lyksaligt er det Herred,
Som giver saadan Mand! O, havde han studeret,
Han havde kundet kiørt med mangen Præst i ring,
I Verden havde han giort mange høye Spring.
Hr. Christen præker vel, det maa en hver bekiende,
Han trøste kand en Syg, en Synder kand omvende;
Men at han, som Per Ruus — — Hvad var det som der brast?
Nu er vi om en Hals, der ligger vores Mast!
Per Paars blev stedse ved Skibs-Folket at husvale,
Og muntre dennem op ved en og anden Tale,
Mens hver paa Dekket laae, og vreed sig som en Orm.
[1] Der blev et Himmel-Vejr og en Poetisk Storm.
[2] Den heele Himmel blev med Skyer overtrekket,
Det mørkt blev som en Nat, man kunde ey paa Dekket
Hin anden meere see; hver laae og holdt sig fast,
Een ved et Anker-Tov, en anden ved en Mast.
Man hørte Tovene forskrekkelig at hvine,
[3] Om Skibet tumlede sig Kufferter og Skrine.
Nu saae man Himmelen af Liunild blive klar;
Man tænkte, Dommedag da strax forhaanden var,
Thi Verdens Undergang og sidste Tiid man venter,
Naar man formænget seer fast alle Elementer.
Man truedes med Ild, man svemmede i Vand,
Det heele gandske Dek og skiulet var med Sand,
[4] Som Bølgerne med Magt af Grunden havde taget;
Saa man af Ild og Vand og Havets Sand var plaget
Paa den selvsamme Tiid. At sige med et Ord:
Man aldrig meere saae bevæget Hav og Fiord.
Den haard er, som en Steen, hvis Øyne ikke rinde,
Naar han betragter sligt; men Kierligheds Gudinde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
