- Project Runeberg -  Paa Farten : Kjøbenhavnske Billeder i Blendramme /
401

(1884) [MARC] Author: Carl Møller
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

— 401
Oxenthals Selskab havde taget Plads midtskibs; Alle vare
i en munter Stemning, selv Astrup havde efter kun ti Minut-
ters Middagssøvn, der efter Bonnesens Paastand rigtignok havde
medtaget rigelig to Timer, forvundet sin Melankoli, og den
tarvelige Skovtur var begyndt meget lovende med, at den unge
Godsejer havde overrakt hver Dame en smuk Buket, som han
efter Modtagernes hemmelige Taxation ikke paa nogen Maade
kunde have for under fire Kroner.
Man sad i Smaagrupper og talte om Bynyheder, Land-
liggere, Landsteder, og hvad der ellers kunde falde for; de to
Frøkener Søeborg sad lidt borte med Oxenthal og Jens, og fra
denne lille Klynge lød der Latter og munter Tale, skjøndt Jens
samtidig var hensunken i Beundring over, hvor skjøn en
saadan Sejltur dog kunde være. Hjemme hos ham, paa en af
Jyllands store Søer var der maaske efter hans Mening ligesaa
smukt og frisk, men der blev man altid højtidelig, det var, lige-
som man følte sig trykket af noget, ethvert nok saa muntert
begyndt Selskab blev efterhaanden stille; saa var det dog tusinde
Gange bedre at føle sig glad og befriet som her, og desuden
var der ikke saa lidt ved den Bevidsthed, at det var det salte
Vand, det virkelige Hav, man havde under sine Fødder, og saa
tilsidst kom der endnu noget til, men hvad dette noget var,
det var det ikke Jens muligt at blive klog paa, hvor meget
han saa studerede derpaa.
Det kunde synes underligt, at Postmesteren saaledes lod
Jens sidde uforstyrret sammen med Pouline; men den lille Mand
mente, at han nok kunde unde sin unge Ven den Fornøjelse,
thi han havde baaret sig saare snedig ad. Lige strax da han
var kommen ombord, havde han hos Frk. Pouline udbedt sig
den Ære at maatte have hende tilbords, og hun havde været
26
(

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:22:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/paafarten/0409.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free