Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89
Jeg merket, jeg skulde ha et barn, og ]eg
blev nok fortvilet, men det var ingen ny for
tvilelse — bare som om tommeskruen paa pine
bænken blev dreiet en grad fastere. —
Det værste var Ottos bekymring over den
lille stakkar, som skulde komme. Jeg merket,
hvad han led ved at tænke paa det — skjønt
han efter den natten aldrig nogensinde mere gav
sig over eller klaget. Han havde det noksaa
godt ogsaa; svært forsigtig var han, og vi tog
allesammen alt det hensyn til hans sygdom, som
vi kunde ; men han blev ved at hoste, skjønt der
ikke viste sig blod i opspyttet.
Vi leiet ved Vettakollen, og Otto var som
oftest bare paa kontoret om formiddagen.
Henrik saa jeg jo heldigvis forholdsvis sjelden.
Egentlig begriber jeg ikke, hvordan jeg kunde
beherske mig og være saapas naturlig, naar vi
var sammen. Men det gik lettere, end jeg selv
havde tænkt mig mulig. —
20. august 1902.
Mia Bjerke var heroppe i formiddag. Vi talte
om mig, der skal begynde paa skolen igjen.
,Jeg maa sige, det er kjækt af dig, Marta,*
siger Mia, — «men det kan da umulig være
nødvendigt du — og Otto har det da saa bra nu."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
