Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Germain gik frem og tilbage i det graanende Mørke.
Omkring ham laa Expeditionens Rester, opløst i sine luf-
tige Grundelementer. Men Germain frygtede ikke længer
Stoffets Vigen. Han følte sig som alle Gaaders Mester.
I hans Hjærte boede den mægtige Formel, som samler
det ugribelige til nye Skikkelser. Og denne Vished
trængte sig ud i Morgenmørket gennem hans Hæles takt-
faste Berøring med Jorden. /
De smaa Sjakaler laa inde paa Hytternes Plankebænke
og lyttede til denne evropæiske Lyd, som maalte Mørkets
Uorden ud i rolig Rytme. Den grov sig ind i deres Sjæle
som en ny og klangfuld Kommando. Den bemægtigede
sig dem med sin hemmelighedsfulde, roligt rindende
Alvor. Den førte dem tilbage til Exercerpladsen i Kan-
dolo, som de var voksede op af i denne Takt, og deres
Angst veg for en anden, Angsten for at miste en Høv-
ding.
Den første, der kravlede ud af Hytten til Germain, var
den lille med Antilopebenene, han, hvis Ejendomsret var
den førstefødtes, og som havde gennemgaaet Gaarsdagens
Omvæltning uden at vakle i Troen. Han tog sit Gevær i
Hvil og fulgte efter Germain som selvbestaltet Vagt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
