Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nende Øjne. Der blev kaldt igen. Sudiæ tog Benene ind
under sig, stødte Armene frem i Luften og rejste sig.
Korporalen løftede langsomt sit Hoved og saa efter hende.
Han hørte hende gaa ind i Hytten til den kaldende.
„Hvorfor skal vi ikke have Kød?“ blev der sagt af en
Kvindestemme.
Og der var en anden Kvinde, som kom til ovre fra en
af de andre Hytter, og som sagde:
„Du skal ikke dø, Sudiæ. Du er fra vort Land.“
Og Korporalen, som var forladt af Gud og Mennesker,
hørte længere borte en tredje Kvinde, der raabte med
kraftig Stemme hen over Hytternes Tage:
„Lad dem beholde deres Mad! Lad os sulte!“
Korporalen kendte Røsten. Det var den store, stærke
Bakussukone Mabela, som var en af de faa, der havde
bevaret sit Huld, trods Rejsens Omskiftelser.
En halv Time efter blev der blæst Samling henne fra
Pladsen. Soldaterne drev en efter en ud i Middagsheden.
De klappede med Geværernes Bundstykker, trak ned i
Uniformslaserne og løftede paa Patrontaskerne. Konerne
blev siddende en lille Stund efter dem i Hytterne, før de
samlede Tøjerne op omkring Kroppene og knyttede dem
over Brysterne, som atter begyndte at fyldes.
Henne paa Pladsen stod Wallon og raabte:
„Flyt Benene!"
Men der var meget faa, der faldt ud af Ensemblet og
fremskyndede deres Skridt. De faa, som Kommandoen
et Sekund fik til at miste Fatningen, blev bragt til sig
selv igen ved smaa beroligende Tilraab fra mindre impul-
sive Kammerater.
Wallon, Dedecken og Lucien vejrede Stemningen. De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
