Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
Jorden over denne næsten kvalfulde Lykke at være misundt
af Alverdens Blaastrømper, der alle som en var højst
ualmindelige Kvinder. Der var ikke noget som helst
ualmindeligt ved Christiane, derfor elskede Goethe hende. Men det
forstod hverken hun eller andre. Og Aarene gik, hendes
pinagtige Lykke blev ikke mindre, saa hun var næsten aldrig
helt glad paa Grund af denne enestaaende
Skæbnebegunstigelse. Den store Mand elskede hende, som han aldrig havde
elsket nogen Kvinde, og hans Kærlighed var trofast, som
den aldrig før havde været overfor nogen. Digterværker,
som hun ikke begreb, blev til under hendes ubevidste
Indflydelse, og den almindelige Christiane blev Goethes
egentlige Muse. Det flk hun imidlertid aldrig at vide, og Verden
har heller aldrig villet indrømme hende den mindste Plads i
Templet. End ikke udenfor Marmortrinene maa hun sidde,
dér, hvor Fru von Stein og Bettina sidder og drømmer over
sølvstrengede Lyrer, med mørke Lavrbærkviste gennem
Haarets Fletning. Hun bøder evigt for sin altfor store Lykke.
Thi ogsaa Lykken har sine Martyrer.
Da hun døde, knælede den store Goethe ned ved hendes
Seng, og han greb hendes kolde Hænder — og klagende,
under grænseløse Taarer, raabte han i sin Sjæls Vaande:
»Du vil ikke forlade mig! Nej — nej! Du kan ikke
forlade mig!«
Og Christiane, hvis blodrige Natur stred den sidste
frygtelige Kamp med Døden, vendte sit Hoved om mod den store
Mand, og hun forsøgte at smile til ham, endnu en Gang,
lykkelig — altfor lykkelig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
