- Project Runeberg -  Notre-Dame Kirken i Paris eller Esmeralda /
125

(1910) [MARC] [MARC] Author: Victor Hugo
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte Bog - I. En Historie om en Kage

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

vil være Eders Slavinde, ja Eders Hunds Træl!“ Hun
mødte Præsten ved St. Remy og sagde til ham:
„Eders Højærværdighed! Jeg vil pløje Jorden med
mine Negle, men giv mig mit Barn igen!“
Det var hjerteskærende. Oudarde og alle Folk
ynkedes over hende. Ak, den arme, ulykkelige Mo-
der! — Om Aftenen kom hun hjem igen. En Nabo-
kone havde set to Taterkvinder liste sig op ad Trap-
pen med en Bylt, medens hun var borte, og der-
efter skynde sig bort igen. Da de var borte, hørte
man oppe hos Paquette en Skrigen, der lignede Barne-
skrig. Paquette lo højt, ilede op ad Trappen, som om
hun havde Vinger, stødte Døren op og fan d t–––en
skrækkelig Ting, Oudarde! — I Stedet for den nyde-
lige lille Agnes, der var saa rød og buttet, fandt hun et
lille Uhyre, der var halt, enøjet og forvokset, og som
laa og kravlede omkring paa Gulvet. Paquette holdt
Hænderne for Øjnene af Angst.
„0!“ raabte hun, „har Troldkvinderne forvandlet
mit Barn til dette afskyelige Uhyre?“
Man skyndte sig at bringe den lille Vanskabning
bort. Hun vilde have mistet Forstanden, hvis hun
længere skulde have set paa den. Det var et vantre-
vent Barn, der tilhørte en eller anden Taterkvinde,
som havde forskrevet sin Sjæl til Djævelen. Barnet
syntes at være omtrent fire Aar gammelt og talte
et Sprog, der ikke var noget menneskeligt Tungemaal.
Det var ganske uforstaaelige Ord.
Ghautefleurie savde kastet sig over den lille Sko.
Den var det eneste, som var bleven tilbage af alt det,
som hun elskede. Hun forblev saa længe ubevægelig
og stum, at man til sidst troede, at hun var død.
Pludselig begyndte hun at skælve over hele Le-
gemet, bedækkede sin Relikvie med rasende Kys og
hulkede, som om hendes Hjerte skulde briste. — Jeg
forsikrer, at vi alle kom til at græde.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 21:14:26 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/notreda/0129.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free