Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 43 —
anerkjendes som primus inter pares i de få
tilfælde, hvor den fuldkomne ligestilling ikke kan
gjennemføres. Men når der så indvendes, at
med et unionsparlament, bestående af omtrent 2/3
svenske og 1/s norske medlemmer, vilde Norge
være i født minoritet og altså faktisk være
berøvet enhver ret, hvor synsmåderne var nationalt
divergerende, blev svaret fra De Geers side, at
dette forhold vilde være en anvendelse af
jevn-lighedsprincipet, ret forstået, — jevnlighed
kunde ikke være absolut, men måtte være
relativ
20 år senere har denne utvilsomt nobelt
tænkende og sandhedssøgende mand, mens han
endnu stod i sin fulde åndskraft, men var frigjort
fra påtrykket fra førstekammerpartiets side og
ubunden af parlamentariske hensyn, reist sig et
unionelt æresminde ved i sine «Minnen»2 at
af-gi den erkjendelse: «at om man vil bygge sin
dom på almengyldige retsgrunde, kan det knapt
negtes, at nordmænd ene har ret i realiteten
af næsten alle sine påstande. Det er ikke
billigt, at det ene folk opofrer mere af sin
selvstændighed end det andet, ti da blir det ene i større eller
mindre grad et lydrige — — — — Sverige bør
imødekomme Norges ønsker sålangt som muligt.
Vil således Norge ha egne konsulater, særskilte
traktater for handel, sjøfart, told, og post, så bør
dette ikke negtes fra svensk side.»
1 Sars, anf. st. s. 527.
s DeGeer: «Minnen», bd. II, s. 274.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
