Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordland. I. (Bjørnstjerne Bjørnson. 1869)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fjeldene har ofte en egen Slags Mosklædning, der breder sig dels
graagrøn, dels brunrød opover og kan, naar det øvrige Landskab
giver kraftige Modsætninger, fremkalde saa nye Farvevirkninger
under Solspillet, at en Maler maatte føle det som Klang af fremmede
Melodier og kunde — med Evne til at fange dem — lokke frem
en samlet Virkning af henrivende Skjønhed. Man rejser her forbi
et Par historiske Steder, saaledes det, hvor Haarek af Tjotta boede;
det skyder ud i Søen som et Langskib, der netop glider i Vandet,
Omkredsen er vid og stor. Efuglflokkene, som svømmer, Maagerne,
som skriger, Nordlandsbaadene, som lægger til, Jægterne med det
ene store Raasejl, som man overalt møder, og Løbets behagelige
Bredde, med det bestandige Fjernsyn af store Fjeld, gjør det tilsidst
hjemligt, næsten fortroligt; saa ganske svarer det ene i det andet,
og saa stærkt er det tillige; det erobrer og holder fast.
Men det hele er kun en Indvielse til den Stund, da
Lofotfjeldene begynder at blaane. Jeg ved ikke, hvad der er herligst,
enten at have dem i Fjernsyn, som en eneste dybblaa Mur med
tusinde Taarne paa — over den umaadelige Jættestue, hvori vi
samtidig er svømmet ind, selve Vestfjordens Gulv, i Solvejr skinnende
saa langt du ser, men ogsaa ofte afstængt af Luftspejlinger, der
sætter Fjeldrækker paa Hovedet foran dig og bag dig, altid flyttende,
mens Hvaler leger, Fugle skriger og slaar ned — eller at komme dem
nær og se Muren aabne sig, hver Tind blive Fjeld for sig, det ene
altid vildere end det andet, og dette i en eneste Linje, saa langt
du ser, selv med den bedste Kikkert. Naar man roser Romsdal
med Troldtinderne, Vængatinderne, Hornet osv., saa vil jeg strax
lægge til: Lofoten giver disse Fjeldtinder flere hundrede Gange
efter hinanden, eller bedre udtrykt: det Fjeldpanorama, som sees
ved Molde, varer heroppe ved, selv med det raskeste Dampskib,
i hele Døgn. Men Fjeldformerne er saa forrevne, at intet Billede
i min Sjæl fra Mythologiens eller Bibelens eller Dramaets Kreds
slaar til for ret at udsige den forstenede Bevægelse, jeg saa paa,
den truende Kjæmpeorden, den rolige Rædsel, den tusindtakkede
Mangfoldighed i denne eneste Gydning af Sten. Man kan værge
sig den første Stund, kanske den første Dag, og prøve at holde
det paa Skjønhedens Afstand; men naar det bliver ved i Døgn
og lige stort, enten man sejler til eller fra, saa føler man tilsidst i
den døde Natur en Spænding som midt i en levende Handling.
Dette har ogsaa de følt, som engang har digtet, og de, som nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
