Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sildefiske paa Bergenskysten. I. (Ivar Aasen. 1854)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skjønt det just ikke er noget renligt Arbejde, som man her
har for sig, plejer det dog at drives med megen Lyst og Munterhed.
Den store Mængde af vakre, sølvblanke Fiske er allerede et
behageligt Syn for Øjet, og naar man ved, hvad Tingen kan bruges
til, kan man nok ogsaa have andre Aarsager til Fornøjelse. Thi
om endog Naturens Mangfoldighed og Skjønhed er noget, som
mange Folk have kun liden Sands for, saa er der dog ialfald noget,
som alle pleje at have Sands for, og det er Mad og Penge. I
Stedet for de blanke «Silderejst», som hænge fast ved Klæderne
paa alle Sider, venter man snart at faa blanke Sølvskillinger i
Lommen. I Stedet for de flekkede og tilsølede Klæder, som man nu
har paa sig, venter man snart at skaffe sig en ny og stadselig
Klædning efter Modens Fordringer, og dette er naturligvis en
behagelig Udsigt. I Stedet for det fattige Forraad derhjemme i Stuen
venter man snart at faa Raad til en god Forsyning til sit Kjøkken
og sin Kjælder, og denne Udsigt bliver da egentlig den fornemste
af alle. Det er derfor intet Under, at man i disse Dage ser glade
Ansigter paa alle Sider; der er Haab om Vinding saavel for de
fattige Folk som for de rige, og dersom Fangsten paa Søen slaar
rigtig til, kan det endog hænde sig, at adskillige fattige Folk blive
rige. Men saalænge som dette Arbejde varer, er der sandelig ikke
at tænke paa nogen Stas eller nogen Magelighed. Man sidder i
den samme Røre baade sent og tidlig, i et trangt Rum og i
ubekvemme Stillinger, med frosne Næver og fugtige Klæder. Man
forsømmer ogsaa sin huslige Orden og sin sædvanlige Søvn og
Hvile, idet man her maa sidde op om Natten saavelsom om Dagen.
Vistnok har man Selskab, og maaske et lystigt Selskab, saa at
man ikke mærker, hvor Tiden gaar; men den norske Vinternat er
alligevel saa drøj, at man nok tilsidst vil komme til at spørge,
hvad Klokken er eller, som det heder hos de Gamle paa Landet,
«at se efter, hvor Stjernen staar».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
