Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bergen. IV. (P. A. Jensen. 1863)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Masteskoven og det tætte Net af Fartøjernes Takkelage skimter
nok en Rad af Pakboder paa begge Sider og ovenover dem
Husrækkerne i amfitheatralsk Højhed, medens en Summen og Brummen,
en Susen og Brusen, som fra en Bistade eller fra den forlængst
aftakkede Vexelundervisningsanstalt, strømmer En imøde fra det terra
incognita, som man mere aner end ser forud — man mærker,
siger jeg, at da endelig har man Tag i Byen selv, eller rettere: da
endelig har Byen faaet En selv i sine Garn; man se nu til, naar og
hvorledes man igjen kommer ud deraf!
Thi tror man, at dette just er den simpleste Sag af Verden?
Eller — landstegen paa den klassiske Fiskebrygge og der for en
god Stund spærret Vejen af den mylrende Vrimmel af skrigende
og skraalende, af skjældende og smeldende, af baade øre- og
sindsforvirrende Perniller, som her fra Triangelens Barriere føre baade
en Mund- og Nævekamp med de uanfægtelige Havstriler nede i
deres Baade — eller, sluppen ud paa den uendelige Strandgade
og der ved hvert andet Skridt puffet og stødt af slingrende Sjauere
eller standset hvert Øjeblik af de overraskende Nuancer, som Vossers
og Hardangeres, Sogningers og Søndmøringers, Nordfjordingers og
Søndfjordingers, Strilejenters og Madsfjordkjærringers brogede
Bygdedragter afgive — vil man højst kunne slippe igjennem uden
Trommehinders Sprængning og Ligtornes Knusning, eller her buxere sig
menløs frem paa et Farvand, saa trangt og grundt som dette?
Heller ikke er det let, skulde jeg mene, at finde sig tilrette i dette
Garn af brede Torve og stejle Almindinger, af krumme Gader og
mørke Stræder, af trange Smug og uigjennemtrængelige Smitter,
som denne gamle, ærværdige Stad kan rose sig af fremfor nogen
anden Stad i Verden.
Foretag en Himmelstigning op «i Fjeldet» eller en Nedfart til
Underverdenen gjennem «Nøstets» Labyrinther eller en Langdands
gjennem «Markegaden» med dens Tværsmug eller en Kehraus
opover «Halvkanden», ned gjennem «Knøsesmuget», opad
«Tydskesmuget», udover Strengehagen, lige til «Katten» paa Nordnæs, eller
— som vi sang i Kor vi jublende Drenge, naar vi i endeløse Rækker
fejede gjennem Byen: «Opefter, nedefter, udefter, indefter og saa lige
paa Trumphi sin Væg» — saa skal man nok maatte holde Tungen
bent i Munden, for at komme ud af disse lokale Forvildelser, som
dog tilsammen udgjøre den respektableste By i det ganske Land.
Og saa Befolkningen, og saa Gemytligheden, og saa Kvikheden!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
