Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jæderen. (J. B. Barth. 1877)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vestlandske Lyngmarker sig heller aldrig det vakre Højtidsskrud, som
under Lyngens Blomstringstid forvandler de danske Heders brune
Teppe til det pragtfuldeste Lyserødt, og som ogsaa paa Afstand
meddeler dem en saa ejendommelig Skjønhed. Paa Jæderen derimod
beholde Lyngmarkerne ogsaa under Blomstringen væsentlig sit
sædvanlige triste, mørkebrune Udseende, og det er kun, naar man
vandrer hen over dem og retter sit Blik paa de nærmere Tuer, at
man bemærker, hvorledes Lyngblomsternes røde Farve vexler med
Plantens dystre Bladværk.
De heromhandlede, mere tørlændte og bakkede Lyngmarker
udgjøre, skjønt mangesteds betydelige nok i Udstrækning, alligevel
blot den mindste Del af de nævnte tuede, lyngbevoxede
Strækninger. Disse optage for den langt overvejende Del de store, flade,
lavlændte Vidder, der allevegne paa Jæderen brede sig ud mellem
de førnævnte Rygge og Højdedrag, og som almindeligvis have en
myrlændt Karakter, idet Undergrunden her næsten overalt er dækket
af et tykkere eller tyndere Lag af Brændtørv, hvis øverste Flo det
nævnte tuede Lyngteppe udgjør. Lyngen, der overalt paa disse
Kanter næsten lige saa meget bestaar af den for Vestlandet
karakteristiske Klokkelyng (erica tetralix) med sine smukke lyserøde, tæt
sammenhobede Klokkeblomster, som af den almindelige Røslyng
(calluna vulgaris), saaledes at man neppe bemærker en eneste Tue,
hvor ikke begge disse Arter voxe i Forening, er paa disse
Strækninger gjerne ogsaa mere almindeligt blandet med forskjellige andre
Planter, blandt hvilke som de hyppigste maa nævnes den paa visse
Steder i Mængde forekommende vellugtende Pors (myrica gale),
Kræklingen samt den lille vakre, liljeformede, ligeledes Kystegnene
og Vestlandet fortrinsvis tilhørende gulblomstrede narthecium
ossifragum, der i Særdeleshed voxer hyppigt paa de mere fugtige og
græslændte Steder af de heromhandlede Lyngmyre.
Disse flade Lyngmarker gaa mangesteds over i de store, vaade
Myrer, hvor Lyngdækket afløses af egentlige Myr- og Sumpvæxter,
og som i Modsætning til Tørvgrunden, der altid er fast at gaa paa,
almindeligvis ere saa bløde og moradsige, at man blot med den
største Forsigtighed kan vandre omkring i dem. Saadanne
Blødmyrer ere, forsaavidt de ikke skylde igjengroede Kjærn eller Dele
af større Indsøer sin Oprindelse og saaledes danne de saakaldte
Hængemoser, der ligeledes ere almindelige paa Jæderen, i Særdeleshed
opstaaede paa de for Tørven ved dennes Udgravning blottede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
