Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paa Galdhøpiggen. (M. Ruith. 1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dale paa alle Sider omgivne Fjeldmasse ogsaa kaldes. I denne
afsides Fjeldkrog, omtrent 1800 F. over Havet, ligger Gaarden
Røisheim, der i den seneste Tid hyppig vælges til Udgangspunkt
for Exkursioner til Galdhøpiggen, til den næsten lige saa høje
Glitretind eller til andre Dele af Jotunfjeldene. Man staar her paa
Dørtærskelen til en af de vildeste og mest storartede Højfjeldstrakter
i Europa. Nærheden af Sognefjorden, der med stigende Pragt paa
sine Klippebredder forgrener sig næsten ind i selve Hjertet af
Højfjeldsmassen, og af Jostedalsbræens vældige Sne- og
Gletschervidder giver den vestlige Del af Jotunheimen en ejendommelig
Tiltrækning.
Fra Toppen af store Galdhøpiggen kan Beskueren danne sig et
Begreb om Jotunfjeldenes hele, mangfoldigformede Bygning og
Sammenføjning. Man ser imidlertid i Begyndelsen ikke med en
Geologs eller Topografs nøgterne Øje. Det uhyre i Afstanden, den
uoverskuelige, forvirrende Masse af paa en vis Maade ensartede,
men samtidigt tusindfold forskjellige Gjenstande, den svindlende
Virkning af de mægtige Dybder og Vidder — alt dette umuliggjør
en øjeblikkelig bestemt, ordnende og skjelnende Beskuelse. Der
behøves et Minut til at samle sig i, for at berolige de ophidsede
Nerver og gjengive Sandserne Evnen til et prøvende Overblik.
Jeg har betragtet Udsigten fra mangen Fjeldtop, baade i Syd
og i Nord af vor Verdensdel. Men det første Indtryk af denne
over al Beskrivelse ophøjede Scene var mig fuldkommen nyt —
noget, jeg aldrig før havde følt. Da jeg efter den lange, ensformige
Opstigning over de blændende Snefonner endelig løftede mit Øje,
forekom det mig først, som om jeg var dukket ned i et Hav af
Lys, der rundt om i det magiske Blaa omgav den ensomme
Top. Langt, langt ude i Øst svømmede, lig et Isbjerg i Polarhavet,
en fantastisk Skystribe i den ubegrændsede Æther.
Det var den første Gjenstand, paa hvilken Blikket fæstede sig
— dog kun et Øjeblik — og det sænkede sig igjen til Beskuelse
af det virkelige Fjeldlandskabs Pragt og Storhed. Men hvem
formaar vel at skildre den umaalelige Kreds af sneskinnende Tinder
og Spir, som her i kaotisk Forvirring topper sig op, den ene over
den anden! Dette er ikke den trøstesløse Ensformighed fra de norske
«Vidder», disse øde, alene af frosne Tjern, Myre og Sneflekker
afbrudte, bølgende Flader, over hvilke Blikket kan vanke milevis
uden at støde paa et Holdepunkt. Nej — kun fra Alpernes højeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
