Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gudbrandsdalen. (P. Botten-Hansen. 1853)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Husmands Datter. I Vaage hersker en Gjæstfrihed, som vistnok
er større end i noget andet af Gudbrandsdalen Præstegjæld.
Kommer man til en Gaard, man være Nabo eller langfærdendes,
nødes man strax til at tage Plads paa det mageligste Sted – hvis
det er om Vinteren, da ved Skorstenen — og rækkes af
«Kjærringa» et Krus Øl eller et Glas Brændevin samt «lidt te bite i».
Sjelden nægtes den Fremmede her, som i Fron og de sydligere
Bygder, «Hus ive Hugu», selv om han er en «rekandes Fant»
(omstreifende Fant, Tater), og om Husets Folk derved end blive nok
saa forstyrrede i deres Bekvemmelighed. Naar den Fremmede vil
være en Mand af god Levemaade, maa han ikke lade sig traktere
af Husets Folk, uden at spendere paa dem igjen, f. Ex. Brændevin.
Han maa «tage i Vertens Hus», som det heder, hvorved han først
tilkjendegiver sit Bifald med Traktementet og sin Taknemmelighed
derfor. Om jeg i det Foregaaende har sagt, at Oplysningen er
god blandt Vaageværingerne, maa man derfor ikke tro, at de have
brudt med alle de Fordomme og al den Overtro, som den Dannede
somoftest smiler ad. En god Del af Verdensbestyrelsen henlægges
under Fandens Departement, og naar Bonden vil have noget deri
forandret efter sit eget Hoved, henvender han sig til en af dem,
som ansees for at henhøre til hint Departements Personale, nemlig
til en Signekjærring, en Fintøte, en Profet eller Mirakeldoktor.
Dog bliver disse Personers Tal mindre og mindre, og denne
Formindskelse er maaske den stigende Oplysnings Værk. Allerede i
min Bedstemoders Levedage døde Kari M., der sad paa Sæteren
blot med tre Kjør og alligevel ystede Oste saa store som
Slibestene og lagde Butter, store som Bryggestetter, fulde af det guleste
og bedste Smør, man vilde se for sine Øjne, medens Budejerne
paa de andre Sætre ikke havde saa stor Sommerdraatt af 30 Kjør;
thi Karis Troldkatte stjal Melken og Rømmen fra dem alle. Endnu
medens jeg var en Smaagut, gaves der blot en i hele Præstegjældet
— foruden Præsten naturligvis – som var Mand for at løse og
binde Fanden efter Behag, og paa en Strækning af en hel Mil
fandtes der blot en, som efter en brav Mands Bestilling forstod at
slaa Øjet ud paa en saadan Karl, og kun den sidste havde selve
Svartebogen, og det endda blot et defekt Exemplar. Man kunde
allerede tælle de gamle Kjærringer, som kunde gjøre aat for Valk,
Trold, Thusbet og Finnskot, ja Antallet af de Dale-Hexer, der
rede til Bloksbjerg Santhansnat, var saaledes aftaget, at Toget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
