Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En Baadfart nedad Glommen. (Jørgen Gjerdrum. 1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saagodtsom uafbrudt hele Dagen til den mørke Aften, med et Par
Gange ganske korte Hvilestunder, gjennem brusende Strøm og Fos.
Mange Gange var Vandet saa grundt, at vi hug ned paa Stenene,
og mange Gange syntes det tydeligen, at vi maatte løbe lige imod
den store Sten, som ragede op lige forud og ganske nær ved os
midt i den rivende Strøm, hvis Skum og Fos sprudede hvid imod
og omkring os. Men altid, naar vi sade som mest med Aanden i
Halsen, næsten ligesom følende, at nu kom Stødet, saa strøg vi
vel næsten Stenene paa begge Sider, men var dog uden Ulempe
komne langt forbi det farlige Sted, medens Rorskarlen allerede
manøvrerede med Baaden for at undgaa den ny Fare, som hans
skarpe Øje havde opdaget forud eller nedenfor. Naar jeg saa denne
kjække Østerdøl med det rolige Ansigt og det skarpe Blik under
Smekluens ret fremstaaende Skygge skarpt fæstet paa Brændingerne
udover Elven, maatte jeg ofte tænke paa vor folkevenlige Eilert
Sundts Stykke om «en simpel Mand», hvor han saa smukt skildrer
den store Betydning, som saa ofte ligger i den saakaldte simple
Mands Livsgjerning. Hvilken Sum af Skjønsomhed, Kyndighed og
Erfaring, der dog i Sandhed maa være samlet paa denne Haand,
forinden den duger til sligt Arbejde, hvilket personligt Mod,
Sjælskraft og Ansvarsfølelse og hvilket Kjendskab til Vandets Kræfter,
forinden han vover sig ud i denne Vandmængde og i en liden Baad
trodser den rivende Strøm!
Vor Rorskarl var egentlig Fløder. Denne Gjerning havde han
taget i Arv efter Faderen, som nu var en ældre Mand og havde
sin Gaard i Lille Elvedalen, saa at de begge lode til at have det
nok saa godt. Men hvert Aar have de ogsaa begge vovet Liv og
Helse for at «brøjte» Glommens, Follas og Atnas Tømmermasser
udover mod Elvene, indtil de paa Sagbrugene søndenfor kunne
forædles til en af Landets vigtigste Udførselsartikler. Disse Flødere
have nemlig et meget farligt Arbejde under denne «Brøjtning», som
aarlig kræver Ofre, idet de ved Uheld, naar Tømmermasserne slippe
løs, falde i Elven og knuses eller drukne. Det var saaledes
ejendommeligt at høre, hvorledes denne vor Rorskarl om Aftenen spurgte,
om nogen var gaaet med i Vaar i «Fløjten», ligesom om dette
var saa naturligt og rimeligt. Paa Svaret, at saa havde været
Tilfældet, spurgte han blot rolig, om han var «fundet igjen». Jeg
antager, at dette havde Hensyn til, at fast hver Mand gjerne vil
begraves paa Kirkegaard.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
