Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finskoven. (Eilert Sundt. 1850)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mig med mistænkelige Blikke. Men hvor blev jeg ikke behagelig
overrasket! Paa min ligefremme Ytring om, at jeg ikke havde
andet Ærinde end at besøge Finnerne og se, hvorledes de havde
det, bød han mig fornøjet og trohjertig ind i sit Hus og lod sin
Datter sætte for mig en Skaal Melk, førte mig omkring paa sin
Gaard — han var, hvad kun faa Finner ere, Selvejer — og viste
mig den Myr, han netop med stor Anstrengelse havde renset for
Sten og forvandlet til Agerland, ledsagede mig omkring til sine
Naboer og introducerede mig hos dem med nogle finske Ord, som jeg
ikke forstod, men som skaffede mig samme gjæstfri Modtagelse hos
dem alle. Her var jeg virkelig som i et fremmed Land, der
udmærkede sig ved den Behagelighed, at alle dets Indbyggere forstode
mit Modersmaal, skjønt de sig imellem talte et andet. Deres
huslige Indretninger viste mig ogsaa helt fremmede Sæder. Finstuerne,
navnlig de ældre, bestaa af et temmelig stort Rum, i hvis Hjørne
der er anbragt en stor muret Ovn som en Bagerovn med Bænke
paa Siderne, der yde et særdeles varmt Leje; disse Ovne ere ogsaa
om Sommeren stadigt og stærkt ildede, — en Nødvendighed, sige
Finnerne, fordi de efter sin hyppige Færsel i Myrerne altid
komme hjem med vaade Klæder. Røgen gaar ikke op
gjennem nogen Skorsten, men udbreder sig i den øvre Del af Værelset
og slipper ud gjennem den af de fire paa Væggene anbragte
Glugger, som holdes aaben. Finnerne selv trivedes godt i denne
Varme og Røg, som meget snart generede mig. Til denne
nøjsomme, tarvelige Levemaade, som alt vidnede om, og til det
afsondrede, ensomme Liv passede ogsaa ret godt den store
Gjæstfrihed, som jeg mødte overalt paa Finskoven; Gjæstfrihed er jo det
vakre Træk, som Rejsende saa ofte tillægge netop saadanne
Folkeslag, som kun kjende det lavere Kulturlivs simplere Sæder.
Med en svensk Fingut til Vejviser vandrede jeg — thi ingen
Hest var at faa — videre. Nu blev det Dagsregn; her var
melankolsk i denne lidet beboede Skovtrakt, og Gangen under de
dryppende Trær og i det vaade Lyng, op og ned ad de bratte Stier
og over betænkelige Myrer, blev dobbelt tung, da det tilsidst viste
sig, at Fingutten slet ikke var rigtig kjendt. Efter 2 Miles højst
besværlig Marsch stode vi endelig paa Toppen af en Aas,
hvorunder Rogden-Søen udbredte sin store, mørke Flade. Ved dens
Bred, ganske nærved, laa Kalnæsset, Maalet for Vandringen, og
Røgen fra Husene viste mig, at jeg endnu skulde træffe Folk oppe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
