Norge. Uddrag af ældre og nyere Forfatteres Skrifter / 90 (1880) Author: Fredrik Bætzmann Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den norske Scene. (Udg.)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Den norske Scene.

————

Det er først fra Aarhundredets Midte, at der begynder at blive
Tale om en norsk scenisk Kunst. Vistnok har Traditionen
adskilligt at berette om de sceniske Talenter, som ved Tiden omkring
Aarhundredets Begyndelse blomstrede overalt i de «dramatiske
Selskaber», som dengang vare Mode i de norske Byer. Nogen norsk
Skuespillerkunst udviklede der sig dog ikke heraf. Det i Kristiania
af Enevold Falsen — «Dragedukkens» Forfatter — i 1799 stiftede
dramatiske Selskab vedblev at bestaa lige til hen imod 1840; men
ingen af dets af Samtiden højt vurderede Dilettanter forsøgte at
optræde som professionel Skuespiller, endskjønt Mindet om, at den
danske Scenes ypperste Tragiker, den uovertrufne Fremstiller af de
Oehlenschlægerske Helteroller, Michael Rosing, var født i det
Trondhjemske og saaledes fuldblods Nordmand, kunde synes at have
maattet friste en eller anden af hans Landsmænd til at træde i
hans Spor. Saa skede dog ikke, og noget fast Theater, som kunde
give en dannet Mand Anledning til for Alvor at prøve sine Kræfter,
ejede den norske Hovedstad i lang Tid heller ikke. Vistnok havde
allerede i 1810 en forhenværende Skuespiller, Dandsemester og
Tobaksfabrikant J. P. Strømberg — svensk af Fødsel — faaet
kongeligt Privilegium paa at opføre et Theater her og ved dette
«ansætte sædelige Personer blandt de Indfødte samt med dem give
Pantomimer, Operetter og saadanne Skuespil paa Landets Sprog,
som forene Moralitet med Smag og Interesse». Men da han
omsider i 1827 begyndte at gjøre Brug af dette Privilegium, varede
det ikke stort mere end halvandet Aar, inden det viste sig umuligt,
med de «Indfødte», som han havde lykkedes at samle om sig, at
tilfredsstille Publikums Fordringer, og han maatte nu begynde at
rekrutere sin Trop med rutinerede danske Skuespillere og
Skuespillerinder. Hverken herved eller ved sin forbigaaende
Sammenslutning med et fransk Kunstberiderselskab magtede han dog at
holde sig oppe; han gjorde Konkurs, maatte overlade sit Privilegium
til en dansk Skuespiller Bocher, og fra den Tid fortsattes
Rekruteringen fra det sydlige Naboland uafbrudt. En Gang —
umiddelbart efter at i 1835 Theaterbygningen var nedbrændt, og medens

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>