Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den norske Folkekarakter. II. (E. Pontoppidan. 1753)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ud i Stridkjærhed og Trætte-Syge, naar ingen almindelig Fiende
udkræver den, men en Nabo faar Lyst til at bestride den anden
med indbyrdes Efterstræbelse. Herom vidnede i fordums Dage de
mange Stats-Faktioner og Partier, som tildels varede fra Slægt til
Slægt og ødelagde Landet ved borgerlige Krige. Bonde-Almuen
holdt længe fast ved den grumme Point d’honneur, som sættes i
Knivgang, eller at tvende, som ville stille deres hidsige Blod, spændte
Belte og hagede sig saaledes sammen, før de droge Kniven ud, at
de ikke skiltes ad, uden at en af dem blev dræbt eller idetmindste
dødelig saaret. Denne hedenske Skik var, indtil midt i forrige
Seculo, saa gjængs, at man siger en Bonde-Kone tog gemenligen
Mandens Lig-Klæder med sig, naar hun fulgte ham til Bryllups,
efterdi saadan Samkvem aldrig endtes uden en Rus eller Rusen
uden Slagsmaal, men Slagsmaalet sjelden uden et eller flere Mord,
hvorfor Cantzler Jens Bjelke, som af al Magt arbejdede paa denne
Mord-Aands Dæmpelse, lod befale, at hver Mand, naar Maaltidet
var forbi, og førend man havde faaet formeget at drikke, maatte
udlevere sin Kniv til Lensmanden eller nogen anden
Øvrigheds-Person. Men mange forsynede sig af den Aarsag med dobbelte
Knive, og det er ikke ret længe siden, at denne Synds Levninger
endnu har ytret sig i Lærdal og nogle andre Steder. Endel af dem,
som have aflagt hin gamle Hevngjerrigheds Middel og Maade, holde
dog fast ved Hevnen selv og dens Driver Hoffærdighed, brugende
som et anstændigere Instrument Prokuratorernes Pen i Steden for
deres Kniv. En lovlig Ambition er det, som den norske Bonde
gemenligen sætter i at nære sig, leve andre utrængt og uden Gjæld
eller, om hans Odels-Gods er bebyrdet dermed, da at faa det
indfriet af en fremmed Ejers Haand. Mange Bønder indbilde sig ikke
lidet dermed, at de efter deres Fædres Sandsagn ere nedstigede fra
adelige, grevelige, ja kongelige Huse, vægre sig og ved at forringe
deres Byrd og Blod formedelst en saakaldet Mesalliance med Bønder
af ringere Herkomst, hvilken Daarlighed ofte skiller deres Børn ved
et Giftermaal, som de ellers vare vel tjente med. Men naar en
Ting først faar Anseelse af Ære eller Skam i Nordmandens Øjne,
da er strax hans Parti taget, thi ærekjær er han i højeste Grad, og
den Høflighed, jeg tilforn sagde han forekommer enhver med, er
ikke uden Hensigt til at betales med lige Mynt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
