Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nokre folkeminne-uppskrifter 149
ikke kunne oplægges uden i Blikstille, og Arbejdet derfor maae
gaae frem med al muelig Hurtighed, hvortil mange Hjelpesmænd
behøves, paa det at ikke Vind skal opstaae og afrive Næveren,
der lægges under Græstorven, og forstyrre eller standse det paabe
gyndte Arbejde. [189 a, 54—55. 1848. Og i 193 h 11, 8. 1845].
En besynderlig Skik blandt Bønderne i Bergens Stift. Den
overalt i Norge brugelige Skik, at man, ved Møder og Sammen
komster saavel i den frie Luft som inde i Husene, hvor man taler
venskabeligen sammen, hilser paa hinanden ved at give hinanden
Hænderne, iagttages ogsaa af Bønderne i Bergens Stift; men disse
gjøre den Forskjel ihenseende til Haandrækningen, at de, naar de
hilse paa en Overmand eller paa Nogen som de ville vise særdeles
Ærbødighed, kysse, eller rettere slikke, paa deres egen Haand
førend de række den frem. Paa denne Æresbevisning ere de meget
opmærksomme. En Moder, som haver sit Barn med sig, glemmer
aldrig at erindre dette om at kysse paa Haanden, inden det byder
den frem til Hilsning. At nægte at modtage en Haand, hvorpaa
der saaledes er kysset, ansees som en Fornærmelse.
Denne Skik, at kysse paa sin egen Haand, og at vende den hen
mod, eller at række den til en Person, eller et Billede, som Bevis
paa Ærbødighed, er ældre, end man skulde troe, ikke alene i Norden,
men endog i Verden. Naar Hjob, i sin Bogs 31te Cap. 26de og 27de
Vers, forsikkrer, at han ikke, ved at see til Solen eller Maanen,
har kysset paa sin Haand, hvilket vilde have været en Misgjerning,
hvorved han havde fornægtet Gud, da synes det tydeligen at
bevise, at saadan Kyssen paa sin egen Haand allerede i de Tider
var en dyb Æresbevidnelse, ja en Tilbedelse.
I Plinii historia naturalis, 28de Bog, siges ogsaa: »in adorando
dextram ad osculum referimus«; hvilket beviser det samme. Endnu
udførligere oplyses dette af hvad Harduinus anmærker ved de
nyeligen citerede Ord, om at Græker, Rommere og Syrier have
havt den samme Skik. At tilbede, hedder paa Latin, adorare,
og paa Græsk, Ttqoaxvveiv, hvilke Ord højst sandsynligen deri
veres, det første af hiin relatio manus ad os, og det sidste, af
xvveM, jeg kysser.1
1 Vide: Klevenfeldts Afhandl. om en Antiqve som til Vidensk. Selsk.
er bteven indsendt. Kiøbhs. Vidensk. Selsk. Skrifter. 6te B. p. 17, 18,
o. fl. [Chr.!.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
