Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustav Indrebø
28
fleire andre avhandlingar um dilike emne. I 187 a, 13 soleis ein
vidsveimd disposisjon til eit arbeid for Urda um »Levninger af
Oldtidens Troe, Sæder, Skikke, Smag, Klædedragt, Bygnings
maade, Husholdnings-, Arbeids-, Agerbrugs- og andre Søe-Red
skaber m. m., oplyste med Henviisninger til Oldtidens Sprog,
Historie, Lovgivning og Sagn, saavelsom med Exempler af lig
nende Slags i andre Lande.« Og i 235 b, 6 a ei liti materialsamling
um »Beboere af Bjerghuler«, med tilvisingar til norrøn litteratur.
Osb. I ei stor ferdamelding til Bergens Museums direksjon frå
siste livetidi si (1848) hev Christie ein hovudbolk med titelen:
»Sager som angaae Folkelivet*. Dér er ein lang bolk um folke
sagn og Overtroe« og ein stuttare um »Vedtægter«.
Nokre av dei segner som Christie hev med i denne ferdamel
dingi, er dét han hev fortalt best att. Når han skulde fortelja
att tradisjonar, bruka han mest ein lærd, refererande stil, som
Faye. Men i denne ferdameldingi hev han gjort ein forvitneleg
freistnad på å finna ein norsk tone og ekte forteljarstil. Serskilt
i ei segn, segni um Tovarhaugen i Lærdal. Original-uppskrifti
til segni, frå 1846, er i vanleg »lærd« stil, og utan merkjelege nor
vagismar (193 h III). Men i den reinskrivne ferdameldingi hev
han teke inn sermerkte norske ord og vendingar, og freista koma
næmare målet og fortel]emåten åt heimelsmannen, som var »en
rask og opvakt Leirdøk. Det karm vera fyredømet åt Asbjørnsen
og Moe som hev gjort si gjerning. Prøva viser i alle høve, at
Christie ikkje hadde lydt fåfengt etter korleis bøndene ordlagde seg.3-
3 Me set hit noko av originaluppskrifti 1846, so lesaren karm sjå
skilnaden millom den og den uppnorska redaksjonen 1848 (som stend
her etterpå side 140 f.): »Ved Leirdalselven, nedenfor Gaarden Erie ligger
en stor aflang Jordhøj, der har Udseende af en Gravhøj. I denne Houg
er der — sagde min Skydsbonde — fuldt af Underjordiske. Han fortalte
mig i den Anledning, at en Mand fra Dalen engang kom ridende opefter,
og at endeel Folk fra Hougen kom ud og bøde ham at drikke af et stort
Sølvhorn. Han tog imod dette og lod som om han dråk, men hældte Drikken
ud bagover Skulderen. Nogle Draaber, som stænkedes paa Hestens Lænd,
toge strax Haarene og Skindet af Dyret, og dette Såar lægedes aldrig
sidenefter. Manden, som frygtede Overlast af de Underjordiske, sprængte
afsted i fuldt Gallop. Blaaemændene forfulgte ham saa hidsigt, at det
var med Nød han kom før dem op til Erie, hvor han kastede sig af Hesten
og kom ind med Drikkehornet, da de Underjordiske ej vovede sig nærmere
til Gaarden af Frygt for Garvorden (Gaardens Skytsaand).«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
