Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Bernhard (Andreas Nicolai de Saint-Aubain)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Bernhard.
355
om Tirsdagen eller ei, tilsidst veddede de
om et Kys. Lise trak Emilie i Kjolen,
men hun mærkede det ikke. Da Dandsen
var forbi, kom Emilie hen til hende og
spurgte: »Dandser Carl Palmer ikke yndigt?
Og de smaa Dandsesporer! Der er ingen
af alle Herrerne, der har saadanne.«
»Gud, Emilie,« hviskede Lise, »Du
veddede jo med ham om Kys! Hvor turde
Du det. Mærkede Du da ikke at jeg trak
Dig i Kjolen?«
»Hvad er der i Det? Det er jo ikke
sagt, at jeg giver ham det. Hvem siger
at jeg taber.«
»Taber?« sagde Lise, og saae
forundret paa hende. »Men naar han nu
taber, hvad saa? Gud, Emilie, hvor Du
er uforsigtig.«
»Lad ham see hvordan han kommer
ud af det. Det er jo ikke Noget at gjøre
Væsen af. Men jeg maa sige Dig, at der
er stor Forskjel paa at tage et Kys og at
give et Kys, det maa Du vide, min Pige.
Det var bestemt en Tirsdag, vi have jo
Loge om Tirsdagen, saa jeg kan ikke tabe.«
Lise rystede med Hovedet, og saae
alvorligt paa sin Veninde. Emilie loe og
sagde: »Du er et Barn, som endnu ikke
har været i Verden. Der kommer den
dyrebare V. S. stilende lige over paa os,
det gjelder naturligviis Dig. Den Dreng
er næsten for stor til at gaae med bar Hals.«
Emilie forlod hende, da den anden
Dands i det Samme begyndte. Vilhelm
Smidt engagerede hende, og Lise var glad
ved at Emilie i dette Øieblik ikke stod ved
Siden af hende med sit satiriske Blik.
»Skulle vi vel staae derovre hos Emilie
Helsted?« sagde Vilhelm.
»Hvor De vil, den ene Plads er jo
lige saa god som den anden.«
»Jeg veed nok at det er Deres bedste
Veninde, men hun er mig altid paa Nakken
og driller mig, naar hun kan komme afsted
med det. Jeg var bange for at De ikke
kom her iaften, saa havde det været et
kedeligt Bal, men jeg er aldrig bleven saa
fornøiet ved at see Nogen af Helsteds, som
iaften, da jeg saae at De var med.«
»Det holdt ogsaa haardt nok. Moder
vilde nødig give mig Lov. Men Emilie bad
saa meget for mig. Kan De see , hun er
ikke saa slem som De troer.«
»Hun dandser i Eet væk med
Lieutenant Palmer. Maa jeg engagere Dem til
Fandango, og til tredie Vals, og til Cotillon?
Nu skulle vi dandse. Skulle vi flyve?«
»Ikke for stærkt, Vilhelm, ikke for
stærkt.« — Men Vilhelm Smidt foer afsted
med den lette, spinkle Lise, hendes
Jaco-nets Kjole fløi som et Gevandt efter hende,
og de lange, lysegule, krøllede Haar
hvirvlede om hendes Hoved, som om det var
omgivet med en Glorie. Da hun kom
tilbage til sin Plads, havde en stærk Couleur
givet hendes Ansigt et Liv og en Friskhed,
som det ellers savnede.
»Vi feiede ordentligt,« sagde Vilhelm
og betragtede hende med Glæde og
Stolthed ; »jeg vilde gjerne have muddret
Lieutenant Scholler i Haserne, men jeg kunde
ikke komme til. Jeg skylder ham Noget,
fra jeg sidst var paa Bal med ham. Det
er en hoven Karl; men han kan faae det
endnu.«
»Fy, Vilhelm, og det vilde De gjøre,
naar De dandser med mig. Det maa jeg
rigtig frabede mig.«
»Lad ham da gaae for den han er,
jeg tilgiver ham for Deres Skyld,« svarede
Vilhelm Smidt med ridderligt Galanteri. —
»Hvem er den unge Pige med det
deilige, blonde Haar, hun der, der dandser
med en lang, opløben Skoledreng, ham
med hvide Beenklæder og en blaa Trøie?«
spurgte Lieutenant Scholler Vertinden.
»Det er en Datter af Justitsraad Gram
i Toldkammeret.«
»Det er et rart Ansigt og et charmant
Haar,« sagde Scholler, og strøg sin lille
Knebelsbart.
»Synes De? Hun er saa tynd og saa
opløben.«
»Hun er ikke rigtigt udvoxen endnu,
men det kommer sig nok. Hun bliver
bestemt meget smuk. Det er nogle deilige
Øine.« —
»Hvem dandser Du med, Christian?«
spurgte en Frue sin lille femaarige Søn;
»er det din lille Kone?«
»Det er min Kjæreste,« sagde Drengen,
og tog sin Dame om Halsen, og den lille
Pige tilføiede: »Ja, vi To ville være Kjærester,
ikke, Christian?« —
»Deres Søn dandser ikke, Fru Bang,«
sagde Vertinden, »har han ikke lært?«
»Jo det veed Gud han har, han har
saamænd lært af Larcher, men Deres Jutta
vil ikke dandse med ham, og derför er han
høist melancholsk.«
»Min Jutta skal dandse med ham.
Kom hid , Jutta. Hvorfor dandser Du
ikke med Ludvig, naar han vil dandse
med Dig?«
27*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
