Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Carsten Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Carsten Hauch.
173
Og naar vi sees i den Rosenlund
Tidt og mangesinde,
Og naar jeg kysser den favre Mund;
I vogte den Jomfru vel!
Og naar jeg trykker den Haand saa hvid
Tidt og mangesinde,
Og naar vi samles ved Midnatstid;
I vogte den Jomfru vel!
Det er som al min Sorg bortveg
Tidt og mangesinde,
Og som jeg lytted til Huldrens Leg,
1 vogte den Jomfru vel!
Naar Gud kun hende vil unde mig
Tidt og mangesinde,
Begjerer jeg ei hans Himmerig,
1 vogte den Jomfru vel!
Og naar vi kan modes paa vante Yiis
Tidt og mangesinde,
Maa selv han beholde sit Paradiis,
I vogte den Jomfru vel!
II. Valdemars anden Sang.
Jeg veed en Flod, jeg saae den kun i Drømme,
Dog vist jeg veed, at den paa Jord er til,
Bag Nattens Hal den skjuler sine Strømme,
Og neppe mærke vi dens Bølgespil.
Bag sorte Klipper vælde frem dens Vande
I dunklen Dal, hvor blege Vidier groe,
Dens Bølger gaae mod ubekjendte Lande,
Og Søvn og Glemsel i dens Haller böe.
Og mangt et Seiersminde den henveired,
Og mangt et Kongespiir og Heltenavn,
Og favre Blik,, der Helten selv beseired,
De tabte Glandsen i dens dunkle Favn.
Om tusind Sorger end din Hu betynge,
Om giftig Klaffer følger Dig paa Vei,
Og selv om Morgenstjerner Dig besynge,
I Glemselsfloden dog det mærkes ei.
O favre Flod, saa skjenk Du mig en Bolig
Og dæk mit Hoved med Dit blege Net,
Skjenk mig et Læ, hvor jeg kan slumre rolig,
Af Verdens bittre Frugter er jeg mæt.
Thi jeg har elsket, haabet, drømt og levet.
Og stridt og kæmpet, til min Lok blev graa,
Paa Smertens Torn har jeg mig blodig revet,
Paa Sorgens Veie lærte jeg at gaae.
Min Glæde svandt, mig saarer nu dens Minde,
Og ei jeg trøstes kan af Rygtets Glands,
Den største Ros, som Verden kan opfinde,
Jeg bytter gjerne for en Valmukrands.
Jeg veed det vist, Du kan min Smerte læge,
Mig Drømmen førte til de dunkle Træer,
Hvorunder Dine Vande sig bevæge,
Et gammelt Viisdomsord jeg hørte der.
Om Sjælens Hjemvee hvisked Nattens Vinde,
Som Vuggesang det klang i Dybets Skjød :
»O sødt at døe, at glemmes og hensvinde,
Langt bedre dog, om aldrig Du var født.
Henveires skal Dit Liv og Dine Drømme
Og al Din Gjerning, mens Du Lyset saae,
Mod Fredens Lande vandre mine Strømme,
Vil der Du hvile, maa Du først forgaae.«
Paa Malmangerstrand ved
Hardangerfjorden.
Her vandred jeg bag Strandens Træer
Og speided vidt over Sø,
Mens Maagen fløi bag de golde Skjær
Og dreied sig under 0.
Jeg kasted min Medesnor i Vand
Alt under den stenede Kyst,
Og drog den sprællende Fisk paa Land
Med Higen og skjæl ven de Lyst.
I Skoven kjendte jeg hver en Vraa
Og hver en rindende Strøm,
Jeg svømmed og leged i Bølgen blaa,
Og Timerne svandt som en Drøm.
Jeg lagde mit Hoved paa vilden Sti
Og lytted til Fjeldpigens Sang,
Der lokkede Qvæget paa Bjergets ^i,
Et Echo i Stenen klang.
Og Livet mig syntes et Paradiis,
Og Venner jeg fandt, hvor jeg kom,
Og Sommeren skifted med Snee og Iis,
Det brød vi os lidet om.
Paa Kjelke vi gled i den dybe Dal
Med Latter og Ungdoirislyst,
Mens Syvstjernen glimted i Himlens Sal,
Og Skyggerne voxed i Øst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
