Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Ludvig Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Ludvig Heiberg.
121
Tro ikke, dit Aasyn mig Skræk forvolder;
Jeg er vant til at døe: I Helteroller
Over hundrede Gange døde jeg alt;
Men det forstaaer sig, naar Teppet faldt,
Jeg reiste mig atter, og Haandtryk og Tak
Belønned mig for den Hals, jeg brak.
Jeg rigtignok gjerne vide vil,
Om det her paa samme Maade gaaer til,
Om samme Belønning os bliver givet,
Naar Teppet falder for Jordelivet.
Døden.
Derom jeg ikke kan sige Stort;
Med Dommen jeg Intet har at bestille,
Jeg bringer de Døde til Himlens Port,
Der pleier man Buk fra Faar at skille,
Og de, som ikke for gode tages,
Maae drage til Helved, hvor aldrig de vrages.
Du maa vide, jeg er kun et simpelt Bud
I det store Collegium hos Gud;
Men tidt kan et Bud, som tjente med Iver,
Vide, hvad Resolutionen bliver.
Maaskee jeg kan sige dig, hvor du skal böe;
Det kommer jo meget an paa din Tro.
Sk uespi lleren.
Min Tro er af høist forskjellig Art:
Snart paa Christus jeg troede, paa Jupiter
snart,
Og snart ved Mahomeds Maane jeg svoer,
Snart dyrked jeg Brama, snart Odin og Thor,
Men derfor vil Fanden mig ikke spise,
Thi jeg har lært af Nathan den Vise,
At man kan i hver en Religion
Dannes til en agtværdig Person.
Døden.
O ja- J^g tænker, hvis du er god,
Kan du gjerne være ved freidigt Mod.
Skuespilleren.
Men det er Knuden! Jeg veed ikke ret,
Om jeg bør kaldes god eller slet,
Det gjør mig lidt underlig tilmode,
At, skjøndt jeg begeistres for det Gode,
Er min Begeistring, saavidt jeg troer,
For det Onde dog ikke mindre stor,
Paa den ene Aften jeg lover forvist,
At Dyden skal evig seire tilsidst,
Jeg tordner med min brølende Stemme
Mod Verdens Tyranner, som Pligten glemme,
Mod lumske Munke, mod Præsidenter,
Som snyde den Fattige for hans Renter,
Jeg falder paa Knæ med en Bøn til Gud,
Og seer imidlertid saa rørende ud, —
Men den næste Aften jeg gaaer omkring
Med skulende Blik og gjør fæle Ting,
Jeg piner og plager skikkelige Folk,
Jeg myrder dem baade med Gift og Dolk,
Jeg maner Helvedes Aander frem,
Og glæder mig ret til at omgaaes dem,
Og føler mig stolt og en rigtig Ka’l,
Idet jeg trodser den evige Qval.
Døden.
Jeg kan tænke, du taler om dine Roller,
Men derpaa kommer det her ei an;
Kun Det, som du selv for Sandhed holder,
Til Gud eller Djævlen dig føre kan.
Skuespill eren.
Min bedste Død! hvor kan du troe,
At man ved Theatret har Tid og Ro
Til selv at tænke, til selv at mene?
Man siger, hvad Digteren har befalt,
(Hvis man lærer sin Rolle, notabene),
Men veed ei, om det er sändt eller gält.
Døden.
Men hvad ei man seer af de enkelte Dele,
Det seer man lettelig af det Hele.
En Digter lader til Orde komme
Gode som Onde, Frække som Fromme;
Men den Mening, han selv om Begge har,
Af hele Værket maa blive klar.
Skuespill eren.
Min bedste Død! hvor kan du dog troe,
At man ved Theatret har Tid og Ro
Til at sætte sig ind i det hele Værk?
Den Fordring er sandelig altfor stærk.
Det er sjeldent, man rigtig kjender sit Eget;
At kjende de Andres er altfor Meget.
Desuden vil du fordetmeste see,
At Poeten har ingen bestemt Idee;
De fleste veed ikke selv hvad de vil;
De erfare det først, naar de see vort Spil.
Døden.
Det gjælder vel om de slette, men ei om
de gode ?
Skuespilleren.
Men det er de slette, jeg holder mig til;
Ved de andre føler jeg mig fremmed
tilmode,
Men af de daarlige just jeg hölder,
Thi af dem faaer man netop de bedste
Roller.
D øden.
Ja, naar man er daarlig Skuespiller.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
