Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(og svovlsyre-)holdigt regnvand, er temperaturvekslingerne forment-
lig farligst for „sammensatte“ bergarter, som er opbyggede af
forskjellige mineraler, som tilmed kan have forskjellig udvidel-
seskoefficient i mineralernes forskjellige krystallografiske ret-
ninger1). Ogsaa for marmor, som kun bestaar af et enkelt
mineral (fremdeles med forskjellig udvidelse i de forskjellige
retninger), kau dog temperaturvekslingerne spille en vis rolle.
Saaledes har jeg i beretninger om marmoreus holdbarhed i Ita-
lien og Grækenland leilighedsvis seet klage over, at marmoren
undertiden fliser sig op i skorpen, hvor solen staar og steger
hele dagen; overfladen blir her stærkt opvarmet, medens de
indre dele, paa grund af bergartens daarlige ledningsevne, kun
er middels varme. — Paa den anden side skal vi i det følgende
se, at stærk vinterkulde — i modsætning til, hvad man herom
vil kunne læse i adskillige tekniske fremstillinger — ikke er
saa farlig, i alle fald ikke for vor solide nordlandske, trond-
hjemske og romsdalske kalkspatmarmor, som har været benyttet
til mange hundrede aar gamle kirker, der fremdeles klarer sig
udmærket godt.
Allerværst for marmorens holdbarhed er den oprindelig
iboende porøsitet (kapillær-porøsitet), som jævnt, men sikkert
øges ved atmosværens chemiske angreb samt ved de stadige
volumforandringer ved varme og kulde; og naar saa det opsugede
vand fryser til is, gaar bergarten sin undergang imede.
*) Dette, i forbindelse med den langsomme ledningsevne, er vistnok den
væsentligste aarsag til, at specielt graniterne staar sig saa daarligt
ved ildebrand. og tilmed daarligere end de fleste øvrige bergarter,
— en bemærkning, som gjælder ikke alene de skifrige. men ogsaa
de jævnt kornige graniter.
Det er leilighedsvis endog bleven paastaaet (i Merrills afhandling),
at kalksten eller marmor indtil kulsyrens uddrivning (ved 600—700°)
skulde staa sig bedre mod ild. end tilfældet er med graniterne; til-
strækkelig erfaring har man dog neppe paa dette omraade.
Der er, som ogsaa bestyrket ved nogle mindre, rent foreløbige
forsøg, grund til at tro, at vor vakre augitsyenit (den saakaldte
„labrador“, som ofte i overveiende grad fører et enkelt mineral,
feldspat, og som ikke fører kvarts, der betegnes ved forholdsvis
stor udvidelseskoefficient), skal staa sig adskillig bedre mod ild
end graniterne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
