Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
neskegrupper, som ennu stod utenfor samfundsmakten, fra ar-
beiderne og fra kvinnene. I en tale i Arbeiderforeningen i Trond-
heim i 1885 sa han disse merkelige ord: «Der må komme et
adelig element inn i vårt statsliv, i vår styrelse, 1 vår represen-
tasjon og i vår presse. Jeg tenker naturligvis ikke på fødselens
og heller ikke på pengenes, ikke på kunnskapens adel og ikke
på evnenes eller begavelsens. Men jeg tenker på karakterens
adel, på viljens og på sinnets adel. Den alene er det som
kan frigjøre oss. Dette adelskap som jeg håper at vårt folk må
forlenes med, det vil komme til oss fra to kanter. Det vil komme
til oss fra to grupper som ennu ikke har tatt noen ubotelig
skade under partitrykket. Det vil komme til oss med våre
kvinner og våre arbeidere.»
Ibsens diktning er gjennemsyret av en ærbødig tro på kvin-
nen. I hans skuespill synes kvinnen mer oprinnelig natur, mer
individ, mindre samfundsmenneske enn mannen, 1 større ut-
strekning i stand til å «realisere sig selv». Stort sett er mannen
feigere, mer bundet av egoisme, av alle slags fordommer og
konvensjonelle hensyn.
I sitt første borgerlige prosaskuespill «De Unges Forbund»
(1869), gav han i Selma et glimt av en kvinne som kjemper for
sitt menneskeverd og heftig protesterer mot den tilsynelatende
glimrende, men i virkeligheten intetsigende rolle, man har til-
delt henne. Hun blir behandlet som en dukke, en «eventyrprin-
sesse», altfor fin til å bære byrder.
Da hennes mann, Erik Bratsberg, er gått fallitt, kommer det
frem hvor meget hun har lidt: «O, hvorledes har I mishandlet
mig! Skændigt, allesammen! Altid skulde jeg tage, aldrig fik
jeg give. Jeg har været den fattige iblandt jer. Aldrig kom I
og kræved noget offer af mig; intet har jeg været god nok til
at bære. Jeg hader jer! Hvorledes har jeg ikke tørstet efter
en dråbe af eders sorger. Men bad jeg, så havde I ikke andet
end en fin spøg at vise mig bort med. I klædte mig på som
en dukke, I legte med mig, som man leger med et barn. 0, jeg
havde dog jubel til at bære det tunge; jeg havde alvor og
længsel mod alt det, som stormer og løfter og højner. Nu er
jeg god nok, nu da Erik intet andet har. Men jeg vil ikke være
den, man griber til sidst. Nu vil jeg intet have af dine sorger.
Jeg vil fra dig! — —
Også i «Samfundets Støtter» (1877) er det mange replikker
>
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
