- Project Runeberg -  Nogle Tanker til Overveielse angaaende vor Missionsgjerning /
155

(1881) [MARC] Author: Simon Emanuel Jørgensen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nogle Tanker

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

155

lighed af den trykkende Hede og dens svækkende Indflydelse, dels af
den slemme Feber. Det tør hænde, at Missionæren godt føler, at
hans Kræfter svinde, det fremstiller sig for ham som det
rimeligste, at han, om han fremdeles vil blive paa sin Post, ikke
saa ret mange Aar vil holde det ud, medens det er ligesaa
rimeligt, at han atter vil vinde Styrke, naar han itide reiser
hjem til det for ham saa langt sundere Klima. Hvad skal han
i det Tilfælde gjøre? eller, hvad der ligger vort Formaal her
nærmere, hvordan vilde dette afficere den, som muligens tænker
paa at reise ud til Missionsmarken? Skal han ogsaa tage det
med i Beregningen, og tør han ikke reise derud, førend han
har opgjort det med sig selv, at han, kommen derud, vil
arbeide der den Tid, der skjænkes ham uden at tage Hensyn
til, hvordan Forholdene der stille sig for hans Sundhed,
for hans Liv? Skal han kunne da anse sig berettiget til at
kunne være en sand Missionær, naar han paa Forhaand kan
erklære, at han vil dø paa sin Post, aldrig af Hensyn til
sin Helbred forlade den? Eller, hvad der kun er Consequentsen
af dette, skal han kun anse det for et Missionskald, som ikke
ved nogetsomhelst jordisk Forhold kan løses?

Jeg tror bestemt at turde sige, at der er dem, som uden
at friste Gud vil kunne sige, at de vil forblive i sin Gjerning,
hvordan det end gaar, som altsaa ere saa inderlig forvissede om
at være kaldede netop til den Gjerning og saa sammenvoxede
med den, at de vove at dø for den og i den; paa den anden
Side tror jeg ligesaa bestemt at maatte udtale, at det slet ikte
maa sættes som nødvendigt eller endog almindeligt Moment i
Missionskaldet at ville blive staaende netop i den Gjerning,
selv om den af forskjellige Aarsager skulde fordre
Vedkommendes Liv, og dermed da ogsaa, at det ikke maa fordres som
Regel af Missionæren, at han ubetinget og i ethvert Tilfælde,
naar hans Stilling vilde medføre noget saadant, skulde med
sandsynlig Fare for sit Liv, Fare hidført fra locale Forhold,
blive staaende paa sin Post. Dette maa blive et Troesopgjør
mellem ham og hans Herre; det er et rent casuisstisk Tilfælde.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Feb 4 15:21:20 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/nogletanke/0159.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free