Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Machiavelli's psyke og hans politiske livsvisdom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligere forhold end hvad man faar indtryk av, naar
Machiavelli senere fortæller fra sit liv ute paa
landgodset, hvor han klær sig om før han sætter sig
til med sine klassikere ved arbeidsbordet. Hans
kjærlighet til antikken er personlig, og kultusen
har et konkret maal, mere kanske end hos nogen
anden renæssanse-skikkelse; der søker han saa tit
stoffet for sin sats, selve fablen.
Og allikevel! Selv om han det gjør, saa er de
klassiske paralleler bare død ornamentik i forhold
til det andet, til nuet. Likesom hos Dante. Jeg
tror at endog for hans vedkommende ser man
rigtigere, naar man ikke overvurderer hans forhold til
antikken; naar man med andre ord heller betoner
indflydelsen fra det som i tid ligger ham nærmere:
fra middelalderen. Føler man sig nemlig nøie for,
er der noget mekanisk ved hans ræsonnement: Det
er efter min mening skolastikkens tænkning, som
leder tilvirkningen av hans hovedsatser. Men netop
dette mekaniske er paa den anden side kraften ved
hans bevisførsel, det ubestikkelige; og han griper
stundom til metoden med samme heftighet som han
søkte til møtet med sit første fyrste-emne, Cæsar
Borgia. Det er mit indtryk, at den skolastiske stripe
i Machiavelli s aand er for litet fremhævet av hans
biografer, om den overhodet er fremhævet. Det
gjælder bare formen, særlig antithesernes anordning;
for trods den metode kjender han jo i grunden ingen
dualisme i sin livsfilosofi, nemlig intet absolut godt
og intet absolut ondt. Hvilket jo var hin teologiske
middelalder-filosofis hovedindhold.
170
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
