Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
udover hendes Bedstefar er optændt i
stor Vrede. Hun blev glad, da dit
Tilbud kom, og naar hun s]>ogte, var
det ikke af ondt, men af Glæde. Hun
haver taalt meget, og det haver hun
gjort for at vente paa den, som hendes
Hu stod til. Men da vil du ikke tage
hende, men kaster hende som en
uar-tig Unge.
Dette var det, jeg rnaatte fortælle
dig. Og det Raad maa jeg lægge til,
at med hende bnr du komme vel
overens, thi du kan faa nok at strides
med alligevel. Jeg er som den Gamle,
der haver set tie Slægter; jeg kjender
Daarskaberne og deres Lob.
Din Mor og Far skal jeg hilse dig
ifra, de venter paa dig. Men derom
har jeg for ikke villet skrive, at du ej
skulde blive hjertesaar. Din Far
kjender du ikke; thi han er som Træet,
det giver ikke Suk, for det hugges. Men
kommer du engang noget til, da skal
du lære harn at kjende, og du skal
undre dig som paa et rigt Sted. Han
haver været trykket og taus i
detVerds-lige, men din Mor haver lettet hans
Sind for verdslig Angst, og nu klarer
det udover Dagen.
Nu dummes mine 0jne, og Haanden
vil ikke mere. Derfor befaler jeg dig
til ham, hvis 0je altid vaager, og hvis
Haand aldrig trættes.
Baard Andersen Opdal.
Til
0yvind Pladsen!
Du synes at være vred paa mig, og
det gjor mig meget ondt. Thi jeg mente
det ikke saaledes, jeg mente det godt.
Jeg kommer ihu, at jeg ofte ikke har
været rigtig mod dig, og derfor vil jeg
nu skrive dig til, men du maa ikke vise
det til nogen. Engang fik jeg det, som
jeg vilde have det, og da var jeg ikke
snild ; men nu holder ingen af mig
mere, og nu har jeg det meget ondt.
Jon Hatlen haver digtet en Nid vise om
mig, og den synger alle Gutter, og jeg
tor ikke komme paa nogen Dans. Begge
de Gamle ved om det, og jeg horer
! onde Ord. Men jeg sidder alene og
skriver, og du maa ikke vise det.
Du haver kert meget og kunde raade
mig, men du er nu langt borte. Jeg
haver ofte vaeret nede hos dine Eoraildre,
og din Mor haver jeg talt med, og vi
er blevet gode Venner; men jeg tor ikke
sige noget, for du skrev saa underlig.
Skolemesteren gjor bare Nar af mig, og
han ved ingenting om Nidvisen; thi
ingen i Bygden tor synge sligt for ham.
Nu er jeg alene og haver ingen at tale
med; jeg husker paa, da vi var Bom,
og du var saa snild med mig, og
jeg fik beständig sidde paa din Kjelke.
Men nu vilde jeg onske, at jeg var
Barn igjen.
Jeg tor ikke mere bede dig svare
mig; thi det tor jeg ikke. Men vilde
du svare mig bare een Gang til, saa
skulde jeg aldrig glennne dig det, Öyvind.
Marit Knudsdatter.
Kjere, brrend dette Brev; jeg ved
na;sten ikke, om jeg tor sende det.
Kjere Marit!
Tak for Brevet ; det har du skrevet
i en god Stund. Nu vil jeg sige dig,
Marit, at dig holder jeg af, saa jeg
næsten ikke kan være her længer, og
holder du saa sandt af mig igjen, saa
skal Jons Nidviser og andres onde Ord
bare være Blade, som Træet bærer
formange. Siden jeg fik dit Brev, er jeg
som et nyt Menneske, for der er
kommet dobbelt Kraft i mig, og jeg er ikke
ræd for nogen i hele Verden. Da jeg
havde sendt det forrige Brev, saa
an-grede jeg det, saa jeg deraf blev næsten
syg. Og nu skal du hore, hvad dette
blev Aarsag til. Bestyreren tog mig
afsides og spurgte mig, hvad der fejlede
mig; han troede, jeg læste formeget.
Da sagde han mig, at naar mit Aar var
ude, skulde jeg faa være her eet til og
ganske frit; jeg skulde hjælpe ham med
et og andet, men han skulde lære mig
mere. Da tænkte jeg, at Arbejde var
det eneste, jeg kunde holde mig til, og
jeg takkede meget; og endnu angrer
jeg det ikke, skjont jeg nu længes til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
