Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogles Paastand skulde vai re valgt af
visse specielle Hensyn, en Sag hvorom
jeg dog ikke tur yttre nogen begrundet
Mening. Med hans Forstandsevner var
det, som Navnet antyder, kun daarligt
bevendt: han havde ikke laert at liese
og var ikke bleven konfirmeret, og dog
besad han et temmelig stort Forraad af
udenad terte Psalmer foruden en Deel
verdslige Viser, dem han allesammen
sang omtrent til en og samme höist
eien-dommelige Melodi. Herved iagttog han
dog altid, at afpasse Sangens Lrengde
efter Portionen eller Beskaffenheden af
den Mad, der fremsattes for ham eller
lovedes ham; thi disse Sange var den
Mynt, hvormed den arme Vandrer
kjobte det Meste af sit daglige
Under-hold.
Ialmindelighed var han ved godt Mod,
og det var kun tre Ting som for et
0ie-blik kunde bringe ham ud af hans rolige
Sindsstemning. Naar man saa Ivar vred,
kunde man vaere vis paa, at Nogen
en-ten havde tiltalt ham med hiint
fortnede-lige Tull foran Navnet, hvilken
Tillaigs-benrevnelse han ei likte — eller sögt at
snappe fra ham nogen at hans Samling
af hvide Kjeppe — Tull-Ivar havde
nem-lig, som saa mange andre Mennesker,
sit Liebhaberi, — eller drillet ham med
Fruentimmer-Affaerer og
Giftermaalshisto-rier, thi ligesom Tilboielighed til det
smukke Kjon var en Temperamentsfeil,
som han var aldeles fri for, saa taalte
han heller ikke, at Nogen uretfa;rdigen
beskyldte ham for Sligt. Men til Ulykke
for stakkels Tull-Ivar, vare disse svage
Punkter i hans Sindsroligheds Befsestning
altfor vel bekjendte, og som Fulge deraf,
stadigen udsatte for Angreb af alle
»kanali Rysser« i de Egne hvor han
fserde-des som meest.
Hele hans Livs Maal og Med var
forresten Madfadet. At spise var hans
store herskende Passion, og for Mad
kunde man faa ham til hvad det skulde
vsere; ja for Mad gjorde han endog
Brud paa sit forflvrigt strenge
/Erligheds-princip; thi medens man aldrig kunde
beskylde Tull-Ivar for, paa sine
Vandrin-ger at have benwgtiget sig saameget som
Ryss, liden Gut.
en Skillings V:erdi af Andenmands
nspi-selige Gods, var han dog ikke istand til
at bare sig for at tage hvad han paa
sin Vei kunde overkomme af Ting, som
paa nogenslags Maade kunde henregnes
til Fodemidlernes Klasse. Isa;r var han
om Hosten en sand Pest og 0del?eggelse
for Bondens Potetesflsekker og Nrepereter,
fornemmelig dog de sidste; thi hvor han
fra Veien saa det gronnede i Naspegraes,
der maatte han, trods Faren for Bank
eller Ondord naar han grebes i
Gjernin-gen, hen at hoste, og hvad som da ikke
fik Plads i hans Sask, stoppede han i
sin nedre Halvdeels Bedsekning saa lsenge
som der i samme var et Rum tilovers.
Deraf kom det, at han ved Höstetidei
ialmindelig befandtes at liltage
betvdeli-gen i Omfang nedentil, og heel
fornoie-ligt var det da at see, hvorlunde Naeper
og Poteter naar han gik, immer strasbte
gjennem Hullernes Mangfoldighed at bane
sig Vei ud fKi deres ubehagelige Fsögsel.
Men Tull-Ivar sorgede altid for snart at
erstatte Afgangen.
Hans Evne til at kunne spise var og
i Sandhed beundringsvajrdig. Havde
han paa en Gaard sat et Grödfad tillivs,
hindrede dette ham ikke i, naar han
kom til Nabogaarden, at forta:re med
stor Appetit et Fad Suppe, og paa den
tredie Gaard aad han desuagtet, som
om han var ganske fastende, en
forsvarlig Melkesold. Og Altsammen bekom
ham vel. Der vides ikke mere end eet
eneste Exempel paa, at Tull-Ivar ei har
havt godt af Maden, og det var engang
han kom til en Sa;ter, hvor Konen just
havde sat en stor Mysostgryde udenfor
Doren for at afkjoles. Dette var strax
en god Prise for Ivar, hvis
kommunistiske Anskuelser i det Punkt ingen
Und-tagelse tilstedede, og uden videre satte
han sig til i god Ro og Mag at forta;re
Grydens masgtige Indhold, og Konen
kom uheldigviis forst til, da Ivar allerede
var ifterd med at skrabe Bunden.
Saadanne vare de ydre og indre
Eien-dommeligheder ved den Person, som sad
der paa Stenens haarde Sa;de, netop
sysselsat med sin Yndlingsbeskjreftigelse,
Kcepereet, en med liakken vendt
Jord-iia’k, besaaet med Niepe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
