- Project Runeberg -  Norske Digtere. En Anthologi med Biografier og Portrætter af norske Digtere fra Petter Dass til vore Dage /
345

(1886) [MARC] Author: Nordahl Rolfsen With: Henrik Jæger
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

under Skautet, der omgav et mnrkt
An-sigt med buskede Bryn og en lang ved
Roden bulket Niese. Det oprindelig
Ind-skra:nkede, som antydedes ved en lav
Pande og ved Ansigtets Bredde over
Kindbenene, stod i Modsajtning til det
umiskjendelige Udtryk af List i hendes
smaa, spillende 0ine og til den
inkar-nerede Bondefulhed, der udpraegede sig
i Rvnker og Muskelspil. Hendes
Kl.xd-ning betegnede hende som Udvandrer
fra et nordligere Bygdelag; hendes
An-sigt og hele Fremtrseden antydede
Signe-kjierringen, eller i det mindste den
om-streifende, efter Omsta:ndighederne snart
fra;kke og uforskammede, snart ydmyge
og smiskende Fantekjaerring. Mens
Hus-mandskonen talte og syslede med
Kaffe-gryden, holdt Gubjor en Haengevugge,
hvori der laa et Barn af sygeligt Udseende,
i Bevajgelse ved af og til at give den
et Stod med Haanden. Med Ro og
Overlegenhed besvarede hun
Husmands-konens Ord, endskjont hendes funklende
0ine og de dirrende Muskler om
Mun-den viste, at hun ingenlunde var
tillreds med Skindfeldmagerens Förklaring.

Folk, sagde hun, »de snakker saa
meget om det de ikke skjonner, min
kjaere Marit Rognehaugen, de snakker
baade i Veir og Vind; og
Skindfeld-mageren skjonner kan haende vel paa
Sauskind; men paa Svek og Byttinger
skjonner han ikke — det siger jeg, og
det skal jeg staa ved og. jeg skal tro,
jeg skjonner mig paa Byttinger, for jeg
har seet nok af dem. Den Byttingen
han snakkede om, det var vel den til
hende Brit Briskebraaten paa Fron, for
hun mindes jeg havde en Bytting, og
det var vel den, Skindfeldmageren
uden-fra der talte om, kan jeg tro. Hun fik
den strax hun var bleven gift, for forst
havde hun et laskkert Barn; men det
blev byttet om med en Troldunge saa
arg og ieddrende vild som selve Fanden.
Aldrig vilde den niiele et Ord, men bare
aede og skrige. Ikke havde hun Hjerte
til at da:nge den eller fare ilde med
Ungen heller; men hvordan det var eller

Skaut, Hovedbedrekningfor 1’ruentimmer,
dannet af sammenfoidct Linned.

ikke, saa havde de lrert hende til at
gjore nogle Kokklementer og Kokkeras,
saa de fik den til at snakke, og da
skjonte hun rigtig, hvad for Karl han
var. Saa sagde hun til harn, at Jutulen
skulde flytte ham til Helvedes, kaldte
ham en Helvedesbrand og en Troldunge,
bad ham reise did han var kommen fra.
og til at baske ham om Orene med
Sopelimen, pg det dugeligt. Men da
hun det gjorde, blev Doren slaaet op
| paa vid Vieg, min Mor, og der kom En
ind gjennem den — endda hun ikke saa
nogen — nei bevares — og rev
Byttingen bort og kastede Barnet hendes eget
ind paa Gulvet saa haardt, at det tog
til at graide. — Eller kanske det var
den til hende Siri Strom hugget? Den
var som en gammel, vindtor Kall;
kanske den var los i Ledene, men den
1ig-nede ikke Barnet dit mere end den gamle
Luen min. Jeg kommer den godti Hug;
det var den Tid jeg tjente hos
Klokke-ren ligesom en Dag til Dugurds, da saa
jeg den mere end een Gang, og jeg
kommer vel i Hug, hvorledes hun fik
den, og hvorledes hun blev kvit den
og-saa. Der var Snak nok om det den Tid;
for denne Siri var kommen her af
Bygden. Da hun var ung, tjente hun paa
Kvam, og jeg hugser hende godt, da
hun var hjemme i Gaupeskjelpladsen hos
Forteldrene sine. Siden kom hun ud i
Stromhugget og blev gift med Ola,
Son-nen der. Da hun saa laa paa Barnseng
forste Gangen, kom der ind i Stuen en
Fremmedkja;rring og tog Barnet — for
nylig for havde hun barslet — og lagde
et andet istedetfor det. Siri vilde op
og have att Barnet sit, og hun kavede
alt det hun orkede; men hun kunde ikke
komme af Flrekken, for hun var
magt-stjaalen. Hun vilde skrige paa Moster
sin, som var udenfor; men hun kunde
ikke faa op Munden, og saa angst var
hun, hun kunde ikke vjeret mere angst,
oni de havde staaet over hende med

Kokklementer, Koglekunster;
Kokklementer o g Kokkeras, Koglen og
Sig-nen ved Kogning. — Kall, i) en gammel
Mand, 2) Stammen af et gammelt Trre. —
Dug ur, Dagvcerd, Davrefrokost; en Dag til
Dugurs, en meget kort Tid. — att, hjem, tilbage.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 18:16:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ndrolfsen/0383.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free