Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Herre, sign du og bevar
dette Rosenbrudepar!
Herre, lys dit Aasyn over
Yndighed, som sig trolover!
Herre, loft dit Aasyns Glands
over Fromheds Brudekrands!
Herren give dig sin Fred,
elskende Uskyldighed.
0 Henrykkelses Sekund,
Saligheders Fodselsstund !
du er altfor tung af Glæde
til at five saa flygtig hen,
som de andre duungraae, lette,
farvelose Solgransstunder,
Skjebnens Fust mod Doden hvifter
henad Li vets 0rkenslette; —
du demantne af Sekunder,
som er engang allerede
kommen himmelsendt igjen
ej saa trolost og saa let
som de andre dig omskifter;
du maa frydbelæsset dvæle
til mit Hjerte vinder Mæle,
til det mestre kan sin Tanke,
til det engang bliver træt
af saa maallost, stærkt at banke,
til det engang bliver mæt
af den sode Fryd at græde,
medens mine Læber juble,
medens 0jet straaler, medens
brudte, vilde Ord (og dog
skjonne som af Salighedens
ubekjendte Himmelsprog)
stodende paa Tungen snuble,
somoni ikke jeg var klog.
Og det er somom en stille
lummer Regn faldt i mit Hjerte,
somom Knuden af min Smerte,
Dryppeslenen af min Yee,
Sorgkrystallen i mit Sind,
oplost i Velsignelse,
ud i denne Graad maa trille
over hele vide Jorden,
hyllende dens Bjerge ind
1 en skabningssvanger Sk)’,
i sit lunkne Mulms Neddignen
svangrende den med Velsignen,
til en frydfuld, skyldlos Vorden
svangrende dens Dyb paany.
O hvor har jeg nok af Mæle
for at tale ud min Lyst?
nok af Hvselving i mit Bryst,
nok af Luft, af Rum, af Lyd,
omme, zittrende og hoje,
for i Toner at besjele
denne Overlast af Fryd:
nok af Spejle i mit 0je
for at fange op det Hele:
nok af Sandser for at nemme:
nok Erindring for at gjemme:
nok af Tanker for at fatter
nok af stierke Nervestrenge
for at ba;re Glreden tenge?
nok af Hjerte for at dele
0mhed nok til mine Skatte:
til Margretha, til de tvende
Srnaa, som smile nasst ved hende,
til Narcissa min, som skranter,
Hyacinth med Drommermine,
troende Elisabeth,
aldrig af hans Undre mast,
til min Stolthed, Katharine,
til de dyrebare Panter,
Himlen atter mig betro’ede
frem i disse Blomster groede,
disse der, min egen JEt ?
Ve mit Ravnefaderhjertes
slove mosbegroede Steen!
Jeg har kunnet glemme Een
af mit eget Kjud og Been:
stakkels Klaras Dodningssmertes
blege Billede i denne
hvide Rose, som er Hende,
hende selv. Se Blusel kjasmper
end paa Kinden jo som fur
i det Rodmende, som doer,
som med Bleghed Smerten daemper,
med de dunkelhvide Emmer
af en nedbra;ndt Lidenskab,
Kalkestovet af Ruinen,
som hun under Blidhedsminen
s0nderknust i Hjertet gjemmer
af sin Freds og Uskylds Tab.
O mit Barn, se til din Fa’r 1
Rose hvid, som Klara var!
Han er ikke la;nger vred
paa din syge Kjairlighed,
Han har intet Blik, som rammer
knusende din knuste Jammer;
Han har intet Ojekast
for at skjsere hvad der brast;
Han har kun en Faders Hjerte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
