Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
0 hvo turde da vel see
Naaden i dens Fodselsvee,
1 den Stund, af Almagt svanger,
da Guds Kjrerlighed undfanger
Underet, den lader skeer
Jeg har seet det! O Margrethe,
hvilke Undre ere skete!
Gud ske Lov for Sands og Sind!
Gud ske Lov jeg er ei blind,
som min gudsforgangne Klage,
der var blindere end Steen,
djrervere end Hjobs i Stovet.
Alt er kommet jo tilbage,
Alting som i gamle Dage,
Alt igjen som Foraarslovet;
Ingen fattes; ikke Een.
Gud i disse Blomstre givet
atter har jer Alle Livet.
Gud har eders Sjeles Blod
gydt i disse Planters Rod,
saa jeg hvert I.ineament
seer i Blomsten velbekjendt,
horer elskte Hjerters Banken,
foler Pulsen, h-eser Tanken,
seer bekjendte 0jnes Straaler
i de fine Blomsterskaaler
klart som nogensinde for.
Ja, hvad Under Gud dog gjor!
Tidens sonderbrudte Krands
har han atter sammenbunden:
smigrende som Ammemunden
hvisker til min vakte Sands
gamle Dage ved mit Öre.
O hvad Toner faaer jeg hore!
Margarethas Stemme leer
blidt som forhen under Grenen,
den som rasler paa Syrenen;
Blomstens fine Violet,
Blaat og Rodt i Hvidhed badet,
endnu dajmpet meer bag Bladet,
er — o tor jeg lolte det?
tor et Undervrerk jeg granske: —
jo grangiveligt og.ganske
hendes Slojfes egen Let,
som hun sad der dagligdags,
med det fromme Hoved bojet
over Som og Strikketojet,
syslende med Alleslags.
Teg var meer end blind, om ej
jeg min A11 na lidens 0je
flux gjenkjendte grant og noje
her i denne Glemmigej.
Ak, jo meer jeg seer paa den,
kjender jeg mit Barn igjen,
skilner jeg grangivelig
min fra andre Glemmigejer.
Gud, mit Barn, velsigne dig,
Du har slynget, som du plejer,
Armen om din Tvillingbroer:
Rosenknoppen der, som groer
Glemmigejen min ved Siden:
Benjamin og A n n a 1 i d e n . .
Over Begge med den rene,
fulde, solvertunge Draabe,
har et Flojelsblad sig lagt.
Det er gamle Magdalene
med sin Graad og med sin Kaabe,
paa sin ömme Ammevagt.
Og mit Syn er ej saa blindt,
at det kjender ej min egen
Elsklingsdreng, min Hyacinth,
frem i Hyacinthen stegen.
Hvor var slig en Dreng blandt Drenge,
slank og svaermerisk og from?
Hvor er slig Vidunderblom
i alt Hollands Blomstersenge ?
Og jeg seer i denne fine
amethystne Kalk den ömme
svaermeriske Josefsmine,
hvormed han fortalte Dromme.
Og naar Drommen saa var ude,
Hovedet Fantasten bojed,
blegnede og nedslog Ojet,
som de fuldtudsprungne af
Hyacinthens Blomstre lude,
naar de forste Duft udgav.
Favreste Konvolvel, fiin
som en Serafs Aandednet,
fanget af en Cherubin
i et Blomsters Maskenet,
i en dod Blaaklokkes Liin,
du er min Elisabeth,
Hyacinths Tilhörerinde,
som ham kunde bedst forstaae,
med de store Ojne blaae
af sin Tro aldeles blinde.
Kjendte jeg mit Barn, mit bedste,
havde jeg en Faders Hjerte,
om jeg ej Narcissas Snierte
her i Pintseliljen lreste?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
