Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Zctlitz’s alvorligere Digte og hans övergivne Yiscr, der cr i hoi Grad
karakteristisk. Hvor han nemlig i hin Gren af sin Digtning dvaeler ved det
op-vaeldende Liv og den svulmende Frugtbarhed, kan der komme en
Begei-string over ham, der er ligesaa sand og inderlig, som hans Lystighed er egte;
man ser straks, at her er to forskjellige Udstromninger af den samme
Stem-ning: Gla;de over Livet. Et Digt til Vaaren (1796) begynder saaledes:
Vaadt er dit Haar
Af Dug, og Morgenrode
Krandser det. Vaar!
Dig jubler Alt i Mode.
Vieldig og blid, som en straalende Aand,
Jorden du löser og qvaeger.
Majgtige Vaar! i din skabende Haand
Bruser Begeistringens Ba:ger.
Hil dig! du vandt;
Den senestajrke Kjiempe,
Vinteren, svandt.
Saa viger Vold for Lernpe.
Strerk ved dit Smil og frigjort ved din Haand
Skumme langs gronnende Dale
Elvene, brydende skinnende Baand,
Hoit 0111 din Vaelde de tale.
I en »Lovsang ved Sommerens Komme«, der horer til de faa
til-talende blandt hans Bondesange, heder det:
Venligen smilende, haabfulde, gavmilde Sommer!
Godheds Herold! Du fra Lysenes Fader nedkommer,
Pra;kende Gud,
Magtes og Miskundheds Gud;
Lovsang at vaekke du kommer.
Sammenligner vi denne Sang med Digterens »Ode tii Bacchus«, saa
vil vi faa det rette Billede af hans Muse; det vil ikke sloves af Vinens Dunst
eller Drikkelagets Os; vi vil se en skinnende Gla;de, hvis Kaadhed og
Yrhed ikke forarger os, fordi de er et uvilkaarligt Udtryk for et sprudlende
Humor; vi vil snarere beundre den sunde, i vore Dage utamkélige
Over-gi ven hed end stodes over hin Tids Frivolitet. Men existerer der paa dette
Punkt en Förbindelse mellem det Alvorlige og det Komiske hos Zetlitz,
saa er der mellem hans Yiser og hans Bondesange i det Hele taget et Svailg.
Ligesaa kjaekt, som han i sine Drikkeviser kan flyve med Oieblikkets
Stemning, ligesaa aandsforladt og jordisk bunden er han i de fleste af sine
»Sange for den norske Bondestand«. Medens Claus Frimann, hvor Aanden
er over ham, smelter Moralen saaledes 0111 til Poesi, at den synger sig ind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
