Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og indtil da er der intet andet at gøre end at arbejde trods Li-
vets Ulykker, trods svigtende Kræfter, trods Døden.
Allons travailler. Med disse Ord ender Sandoz Bogen. Det er de
sidste Ord i Zolas Bekendelse om Kunsten. Vi har set med hvor
megen Ret.
Og idet vi nu for sidste Gang stirrer paa dette Ord, vil vi ogsaa
kunne forstaa den sidste, fundamentale Kamp i Zolas Værk mellem
hans Temperament og hans Theori.
Den Mand, der elsker Arbejdet og selv ejer Sundhed, Soliditet
og Ligevægt1) til at arbejde, den, for hvem Kraft og Evne til at be-
herske Livet er store Undskyldninger for begaaede Synder, den,
som venter alt af Fremtiden og ser mod de nye Slægter, en saadan
Mand kan ikke uden uhyre Modsigelser slutte sig til en pessimistisk
Theori. Hans dybe Trang til at forbedre kan ikke tilfredsstilles ved
at skildre en Slægts Forfald, Moralisten kan ikke være Pessimist,
og Zola kalder sig netop Moralist, om det sørgmodige Værk L’assom-
moir skrev han selv „c’est de la morale en action, simplement .
Naar derfor Zola udenfor Skildringen af’den kejserlige Verden, der
just for Idealets Skyld er dømt til Tilintetgørelse, giver Pessimis-
men frie Tøjler uden at vise nogen Udvej mod Lys og Befrielse,
da skriver han ikke fra sin egen Natur, saa slutter han sig til The-
orier i Samtiden. Men dette sker i Virkeligheden meget sjældent.
Selv hans mørkeste Værker som Germinal og La terre ender med
Fremtidsmuligheder. Kun i La bete humaine er Tilintetgørelsen hel,
men Zola har da heller ikke skrevet nogen Bog, der hviler paa saa
løst et Grundlag. Ogsaa paa anden Vis adskiller den sig fra de andre
Bøger. Her er det ikke Milieuet, der har skabt Romanen, Per-
/sonerne er indsatte i et bestemt Milieu, men de er ikke udgaaet af
det. Zola har ikke hentet disse Mennesker dér, hvor han plejede at
hente Personerne i sine Romaner: fra Livet, han har studeret dem
i videnskabelige Afhandlinger og Avisdebatter.
Bogen er ypperligt konstrueret, den er maaske den mest spæn-
dende af Zolas. I en Verden af Jærnbanetog, der iler med vanvittig
Hast, bag Lokomotivets flammende Ildsted, paa Stationerne, deri
)
i) i disse Ord samler Dr. Toulouse sin lægevidenskabelige Skildring af Zola (se den kuriøse
Afhandline Observation de M. É. Zola i Revue de Paris 1896, VI. S. 88 t.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
