Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
maaden stadig er den samme, bliver Skildringen bredere og endnu
tydeligere. Han danner paa den Maade Højdepunkter i Værket,
hvorfra det kan overskues. Berømtest er den store Skildring af
Landbrugsmødet, hvor Emma hører al Romantiken hvisket af sin
nye Elsker, Rodolphe, medens under hende paa Torvet Dyrene
brøler, Menneskene vrøvler, den stakkels, udslidte Tjenestepige be-
lønnes, og ude paa Landevejen Diligencen rumler afsted i Støvet:
„i dette gule Køretøj var Léon saa ofte rejst til hende." Her mestrer
Flaubert et Kor af alle de Stemmer, hans Kunst har tryllet frem,1
det stiger og synker efter hans Vilje, mere endnu: i Takt med hans
eget bankende Hjerte. Smerte, Haan, Medlidenhed og Ironi — her
er det alt, her er Flaubert, her er hans stærke Haand, der griber
frygtløst om Kniven.
Og han slipper den ikke. Lige til den sidste Sætning bevarer han|
sin Vilje, lader Emma dø hæsligt, lader Bovary gaa til Grunde i ’
Længsel og Skuffelse— „hun ødelagde ham ogsaa efter sin Død"
—, lader Homais staa som den, hvem Livet giver Ret. Bag denne
haarde Skal krymper Flauberts Hjerte -sig, som Læserens gør det,
men til den, som ikke mærker det, tik den, der absolut skal have
store Ord og brede Fagter for at forstaa det, gider han ikke sige
det. „Vi giver Bourgeoisiet vort Hjerte, og det aner det ikke," skrev
han engang. „Gladiatorernes Race er ikke død, hver Kunstner er
en Gladiator. Han morer Publikum med sine Dødskvaler." *)
Det er disse Dødskvaler, denne dybe Mistillid til Mennesker og
Lykke, der presser et Skrig over Flauberts Læber. Det genlyder
gennem hele den Litteratur, der skabes i Madame Bovary’s Spor, og
besvares mange Aar efter, langt borte fra i Ibsens Vildanden, som
er skrevet ud fra samme Livsopfattelse og spænder ligesaa vidt.
Flaubert maatte blive en frygtelig Læremester for de af den
yngre Slægte der modtog dybe Indtryk af hans Værk. De saae en
Mand, der kun i Ny og Næ dukkede frem fra sit Skjulested, hvor
han sad bøjet over en og samme Bog Aar efter Aar. .Og de hørte
paa de Fordringer, han stillede: Arbejde og atter Arbejde. Først ;
med Stoffet, der burde skaffes til Veje fuldstændigt, hvor svært det
saa end faldt, saa Arbejdet med Stilen, med hvert Ord, som burde
/
*) Corresp. III S. 170.
Poul Levin: Den naturalistiske Roman 6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
