Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Den næste Dag var en sørgelig Dag for Emma. Alt syntes hende
indhyllet i en mørk Atmosphære, der flagrede forvirret over Tin-
gene omkring hende, og Sorgen susede ned i hendes Sjæl med en
sagte Brusen som Vinterstormen, der hyler i de øde Slotte. “ r)
„Erindringen om Léon blev fra nu af ligesom Centrum i hendes
Kedsomhed; det blussede stærkere dér end de Rejsendes Vagtbaal,
der brænder forladt i Sneen paa en russisk Steppe.“ 2) Men allerede
i dette sidste Eksempel viser Faren sig, og der er enkelte Steder,
hvor disse Sammenligninger gør et altfor’pretentiøst Indtryk. Som
oftest har imidlertid Flauberts Instinkt opsporet det, som griber
stærkest Og forunderligst.
Endnu betydningsfuldere er dog den Kunst, med hvilken Flau-
bert ved ganske smaa Midler sammenknytter Modsætningerne og
belyser dem ved hinanden. Derved formaar han atter og atter uden
direkte at henvende sig til Læseren at pege paa det, der er Bogens
dybeste Mening.
En af Bipersonerne er Skatteopkræveren Binet, en gnaven, inde-
sluttet Mand, der møder paa Klokkeslettet til sin Middag i Hotellet,
altid ens i sine Vaner og Fordringer, præget af Provinslivets Ens-
artethed og Smaalighed. Karakteristisk for ham er, at han besidder
en Drejerbænk, paa hvilken han til ingen Verdens Nytte, uden egent-
lig Mening, men med ægte spidsborgerlig Følelse af sit eget Værd
morer sig med at dreje Servietringe, „med en Kunstners Jalousi og
en Bourgeois’ Egoisme." Det er et Træk, som Flaubert har hentet
fra Livet, men han anfører det ikke blot for at faa ogsaa det med.
Han lader det vokse til at betyde hele den Hverdag, der skal kvæle
Emmas og Léons Forelskelse.
Det er i deres Samlivs første Dage, Léon laaner hende Bøger,
bringer hende Blomster. „Hun lod anbringe en Blomsterhylde uden,
for sit Vindue til sine Urtepotter. Ogsaa Skriveren havde sin lille
hængende. Have; de kunde se hinanden, naar de stod ved deres
Vinduer og syslede med deres Blomster.
Blandt Landsbyens Vinduer var der endnu et, som var optaget;
thi hver Søndag fra om Morgenen til om Natten, og hver Efter-
middag, hvis det var klart nok i Vejret, kunde man ved et Tag-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
