- Project Runeberg -  Napoleon og Garibaldi : Medaljer og Rids /
248

(1917) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rids - Strøtanker om Krigen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Det irriterer en Smule, at han saa ufravigeligt holder sig
til Nietzsche’s Yndlingspaastande, da han ellers viser sig
uafhængig; thi disse Nietzsche’s Yndlingsmeninger gør ham
undertiden doktrinær. Det vil f. Ex. falde ham vanskeligt at
overbevise Folk, der er mindre belæste i Nietzsche, om, at
Kristendommen eller at Demokratiet er Skyld i Krigen. Dog da
Bogen bestaar af Strøtanker uden systematisk Sammenhæng,
berøres dens væsentlige Indhold ikke for stærkt af den
yderligt gaaende Nietzscheanisme.

En Aforisme sammenligner de nuværende Evropæeres Trosliv
med tidligere Tiders. Troen paa det Nationale har afløst
Troen paa det Religiøse. Korsfarernes Løsen var: Gud vil det!
De Nulevendes Løsen er: Racen vil det! og det ene er
Hjernespind som det andet.

Englænderne, siger Forfatteren andetsteds, har væsentlig
annekteret Lande ved Hjælp af Bibelen. Først havde
Missionæren Bibelen, de Indfødte Landet; saa fik de Indfødte
Bibelen og Missionæren Landet. Tyskerne foretager deres
Annektioner ikke med Bibelen, men med Maaleredskaber. De
maaler Flamlændernes Hovedform og godtgør, den er germansk
— følgelig bør de annekteres. De maaler en anden Stammes
Hovedform og finder, at den ikke er germansk — saa bør den
endnu mere annekteres, da den altsaa tilhører en lavere Race,
som maa være glad til ved at blive behersket og kultiveret
af den germanske.

I Slutningen af forrige Aarhundrede blev ved den
internationale Arbejderbevægelse den længe indtil Svulst stigende og
svulmende Nationalfølelse tilsyneladende trængt tilbage og
overvunden af Verdensborgeraand.

Det har nu vist sig, at Nationalfølelsen i sin Udartning til
Nationalhovmod, Selvbeundring og Selvforgudelse var stærk
og farlig nok til af Banker og Storkapitalister at kunne
bruges til at afstedkomme Verdenskrigen. Ungdommen, der
i 99 af 100 Tilfælde følger Strømmen, er i de fleste
Lande nu paa det Punkt, at den indbilder sig, den nationale
Selvbeundring har Fremtiden for sig. Ifald Menneskeslægten, som
adskilligt kunde tyde paa, bliver bestandig dummere, vil det
sikkert indtræffe. Ifald Fornuften endnu en Gang skulde have
nogen Fremgang, vil den nationale Selvforherligelse
sandsynligvis blive opfattet paa samme Maade som nu den
individuelle, vil køligt betragtes som en Form for Indbildskhed og
Pralesyge, men en overmaade farlig, der forleder til Overgreb
af mangefold Art.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 18:07:34 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/napogari/0258.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free