Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rids - Octave Mirbeau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213
ludfattige, pjaltede Tigger, som kommer for at overbringe den
Tegnebog med ti Tusind Francs i Sedler, som han har fundet
paa Gaden. Han har den Dag ved at staa foran et Teater
og lukke Vogndøre op i alt kun fortjent to Sous, og de var
begge falske, da de som fremmede er ugyldige i Paris. Han
er halvdød af Sult og Kulde; han har i Maaneder intet andet
•Nattelogi havt end en Bænk i Buskadset paa Place d’Anvers.
Vejen til Politistationen var lang; men hans naive
Hæderlighed er saa stor, at den Tanke end ikke et Minut er dukket
op i hans Hjerne: jeg kunde beholde de ti Tusind Francs.
Politimanden er fra først af brysk overfor ham. Da han
begriber Sammenhængen, er han forbavset; hans Kæreste er
det endnu mere; hun tiltror ikke sin Ven at ville have handlet
lige saa uegennyttigt. Og Politikommissæren begynder: Gode
Mand! Hvad du dér har gjort, det er stort, det er
Shakespearesk — hvad den Pjaltede ikke kan tænke sig noget ved.
Ret beset er du en Heros — Jean Guenille forstaar dette lige
saa lidt.
Saa følger Spørgsmaalet om hans Navn, og Svaret;
Spørgsmaalet om hans Profession — og Svaret: han har ingen, han
lever af at tigge — og Politimandens rynkede Bryn: Det er
forbudt. Endelig Spørgsmaalet om hans Domicil, hvis
Besvarelse bringer Politimandens Taalmodighed til at briste:
Han har intet, en Bænk paa Place d’Anvers.
Han er da altsaa professionel Tigger uden Bopæl. Der
hjælper ingen kære Moer; han skal i Hullet, skal det strax,
saa meget mere som Politikommissærens Kæreste utvetydigt
tager Forbryderens Parti imod Øvrigheden.
Jean Guenille føres bort. En heftig Scene mellem de to
Kærestefolk følger, og denne ender med, at Politimanden
rasende lader ogsaa sin Kæreste sætte i Hullet som grebet af
Sædelighedspolitiet i at vagabondere op og ned udenfor
Stationen.
Det er, som man ser, vildt som en Farce, men blodigt som
en anarkistisk Satire. Det virker paa én Gang ved
Livsbilledets Sandhed og Udførelsens humoristiske Overdrivelser.
Det er bitter Haan og lystig Karikatur. Der er Hjerte deri,
endog Beundring, hed Sympati og bidende Spot. Det
rummer som i en Nøddeskal Kærnen i Octave Mirbeaus inderste
Væsen.
Hans Vid var knivskarpt, hans Harme dyb, hans Hjerte
saa varmt som det kunde slaa i en Literaturens Desperado.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
