Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
Marta var stadig forbauset over søsterens evne til
at «sætte folk til», og dennegang var hun rent «paff»,
for Astrid smigret og krøp sig frem, saa hun næsten
ikke støtte paa nogen motstand.
Barbro gnidde sine «genikuler» med kraftig haand,
og efter et kvarters anstrengelser — længere kunde
hun ikke tænke sig at holde paa med den ting —
fik hun sat sammen to vers, der lød som følger:
Dig gode, ædle frue, bringer
jeg gaven sendt paa Zefyrs vinger.
Den dufter av vor tak saa stor.
I røde roser kjærlighet bor.
Min lille gave vor tak dig viser,
dens skjønhet dig og Sverige priser.
Og aldrig skal vi den glæde glemme,
vi møtte paa Floda hvor du har hjemme.
Astrid bemerket at der burde ha staat noget om
Svea i digtet, for det var jo egentlig det vigtigste,
hvorpaa Barbro paany grep pennen og skrev skakt og skjævt
og kaat:
Og jeg den fine Astrid Hedenskiogk,
er Svea skjøn med løshaar mer end nok,
og skjønt jeg ei kan synge nogen toner,
saa gaper jeg som om jeg sang millioner.
Astrid rev straks istykker det tillægget hun selv
hadde bedt om, og var meget fornærmet; men det bet
ikke paa Bab, som tok saken med stor ro og lot Astrid
«tilintetgjøre» sig med sine blikke saa meget hun hadde
lyst til.
Merkværdig nok gik det ikke værre med den
indviklede tablaasaken, end at ungdommen løste alle knu-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
