Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224
Det var en Høstnat, Regnet og Blaasten hujet
gjennem den stille forfærdelige Gaten. —
Dødsspranget var gjort, han stod indenfor og
stemte Ryggen mot den smudsige Tapetvæggen,
som syntes at svaie — hun skruet Lampen ned,
den syntes at seile.
Han stammet frysende, tænderhakkende: Frøken
— aa! jeg ber Dem, ta det ikke ilde op?
Undskyld, men Doktoren sa — sa — ja! Det
sa han !
Han holdt Pusten og biet med en høitidelig
Følelse paa, hvad hun vilde svare, hvad nu
vilde ske:
«Skal vi saa låve en lille Dreng — hvad?»
Og Ordene stod uhyrlige, svovlgule i Rummets
urene Luft.
Hun var pludselig ikke pen — hendes Føtter —
han kastet nogen Penger i hendes Skjød og
tumlet ut.
Disse Ord hadde vetskræmt ham, at nævne
saadant nu. —-
I et Lyn hadde han set Barnet, et Barn
lysende, i nøken Hellighet:
Jomfru Marias Gudssøn i Krybben!
Barhodet takket han for det isende Regn, for
den piskende Storm og de svarte, uhumske Gater.
De var endda for rene for hans dødssyndige Skridt!
Hele Natten hadde han drevet langs Storbyens
mørke Kanaler, suttrende og bedende, til han
kjendte sygdomsanende Kuldegysninger. Gåterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
