Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den franske traditions, den tyske traditions gruppe stod
for sig, en enhed for sig, — og hun stod for sig, en
enhed for sig. Hine en afsluttet verden og et
fær-digt kulturbillede — og hun halvveis det samme, men
dog halvveis en verden i begyndelse og et kulturbillede
i vorden. Det var ikke bare italienerinden ligeoverfor
de tyske og franske, ikke en skole mod andre skoler,
— det var et kvindetemperament mod andre
kvinde-temperamenter, en nuanseret sensibilitet, der lod
ind-trykket af hendes berømte forgjængerinder føles næsten
primitivt massivt, næsten skrigende grelt, ja man kunde
fristes at sige, mindre kvindeligt. Flere har været
mangesidigere, de fleste har havt større midler; men
sammenligner man dem med Duse, så ser hin lydelige
konvulsiviske kunst med engang ud som et af disse
Makartske kjæmpebilleder, der var så fyrige i farven og
nu synes så blast banale, og betragter man den
traditions-sikre virtuositet hos sytti- og ottiårenes feirede dramatiske
kunstnerinder, så virker den mod Duses spil som en
prægtig larmende festmarsch med mange instrumenter
mod en ensom violinsolo, der taber sig drømmende
i natten.
De stykker, Eleonora Duse havde med til Berlin,
hvor jeg så hende, var afpasset for publikum; der var
intet, som afveg fra virtuosernes almindelige program.
Sarah Bernhards bravourroller som «Fedora»,
parade-heste som «Cameliadamen», stykker af thédtre frangais*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
