Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 150 -
Far var nu det rene solgangsveir. Og Bergen
talte han om, mens han drev op og ned.
Fjeldene virket ikke knugende paa en slik dag,
syntes han. Nei, de lokket længsler og viljer
op til sig. En fik trang til at staa høit og se
langt utover. Og det styrker sindet. Ja, Bye
skulde leve længe sammen med dem. «Og det
skal bli herlig.»
Men da de gik maatte Bye tilsengs.
«Hvorfor stod De op, Bye?» spurte vertinden.
«Jeg syntes, jeg maatte det, naar han kom.»
Samme eftermiddag — sa mor — stormet far op
til ham igjen. Da var det, han ikke forstod
mere.
Far skriver:
«Jeg var paa spor efter noget, som oprørte
mig. Efter gammel vane vilde jeg først rase ut
for ham.»
Da fik han et hjælpeløst blik fra Bye og de
ord:
«Jeg fatter ikke, hvad du sier!»
Med ett forstod han, at Bye allerede var paa tær*
skelen ind til det ukjendte, og han blev skam*
fuld, fortvilet, ulykkelig.
Dagen efter døde Bye.
Det blev en stor begravelse — skriver far. Alle
stænder, alle aldre — fattige koner og piker —
alle med blomster og taarer.
«Ofte,» fortalte far mig, «tænker jeg: hvad
vilde Byes kloke øine se og hans hjerte mene?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
