Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 33 -
eningen med Sverige. Min far vilde, at ogsaa
Danmark skulde repræsenteres ved den anledning.
Men det blev avvist med harme for ikke at «krænke
Sverige». Min far skrev s i t festdigt «Norøna*
stammen»; man angrep ham i bladene. Det blev
opfattet som en «haan mot foreningen med Sverige»
og ikke antat blandt de officielle sange i
an-ledning av dagen. Byens borgere skulde illuminere.
Far vilde ikke. Men min mor fik ham til det.
«Du risikerer det værste, Bjørnson, mer end
det hele er værd.»
Saa gav han sig. Der kom mange utenfor den
kvelden for at se, om «han Bjørnson» ogsaa hadde
illuminert. Og fin pøbel pep og huiet. Litt skulde
han da ha — den selvgode fyren. Da var det, at
han laa der paa sofaen og formet Taylors digt i
Maria Stuart: «Hver glædesstund, du fik
paa jord, betales maa med sorg.» —
Første gang jeg var forelsket, det var i de tider.
Det var paa et barnebal, og hun var svært voksen.
Omtrent fjorten. Hun hadde en blaa sløife, som
holdt et blaat livbaand sammen. Jeg tok meget
varsomt paa det baand. Og jeg følte en ubestem*
melig lykke, hvergang jeg rørte ved det. Jeg
husker ikke, hvem hun var, heller ikke hvordan
hun saa ut; men jeg husker, jeg laa i min barne*
seng og tænkte paa hende.
Johanneskirken var ikke paabegyndt; det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
