Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MIT I.IVS EVENTYR
605
misforstaaes af Saadanne, som ikke havde hendes
Frimodighed.«
Op til Gadens Huse paa Garnisonskirkegaarden sees
tæt indenfor Jerngitteret een Grav, altid mere smykket
end de andre, fredet og værnet, — derinde hviler Støvet
af Emma Hartmann og den lille Maria.
Fire Dage efter var det, at jeg mistede H. C.
Ørsted. Det var mig næsten for tungt at bære. Jeg
tabte i de To saa uendeligt Meget: Først Emma
Hartmann, som ved Lune og . Liv, Spøg og
Munterhed løftede mit Sind, naar jeg var forkuet
og bedrøvet, hende, hos hvem jeg ligesom kunde søge
ind i Solskin, og nu Ørsted, hvem jeg saa godt som
alle Aaringer, jeg var i Kjøbenhavn, havde kjendt og
faaet kjær, han, Een af de meest Deeltagende i mit
livs Vei og Vee. I de sidste Dage gik jeg skifteviis
fra Hartmanns til Ørsteds; Vennen, som i
mine Aandens Kampe og dens Prøvelser aandelig
meest havde holdt mig oppe, skulde jeg sidste Gang
her mødes med; dog endnu kom det ikke i min Tanke.
Ørsted var saa sjæleung. glædede sig til og talte
om det kommende Sommerophold paa Fasangaarden i
Frederiksberg Have. Aaret forud, seent paa Høsten
stod hans Jubilæum, og Staden havde skjænket ham
og hans Familie, medens han levede, den
Sommerbolig, Oehlenschläger senest beboede: »Naar
Træerne skyde Knopper, og Solen kommer lidt frem,
tage vi derud!« sagde han, men allerede de første Dage
i Marts laae han syg; men havde selv godt Mod. Fru
Hartmann døde den sjette Marts, dybt bedrøvet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
