Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— a2a —
samme. Han maa tale med Dem —
saa vil han nok omvende Dem.»
«Vi ville afhandle den Sag nøjere,
Agnes, og hvis han blot er i
Besiddelse af almindelig sund
Menneskeforstand, saa skal jeg omvende ham;
hvis ikke, saa er det til ingen Nytte
at disputere med ham. Hvor er
han?»
«Han vil snart indfinde sig her.»
«Sig mig, Agnes, hvis De nu
maatte følge Deres eget Hoved, vilde
De saa gifte Dem med mig?»
«Det ved jeg ikke — jeg har
rigtignok aldrig kendt nogen, jeg
syntes saa godt om som Dem.»
«Er det det hele?»
«Er det ikke nok for en ung Pige
at sige?» svarede Agnes, idet hun saa
op paa ham og sendte ham et
bebrejdende Blik. «Signor, lad mig nu
gaa; der kommer min Fader.»
Ikke desto mindre skottede Jack
hen til det Vindue, ved hvilket
Gascoigne og Sennoraen sad og talte
sammen, og da han saa, at den
gamle Dame vendte Ryggen til dem,
trykkede han Agnes til sit Bryst, før
han slap hende.
Mændene kom nu tilbage med
alle de Skydegeværer og andre Vaaben,
de havde kunnet finde.
«Her er nok,» sagde Don Philip,
«til at væbne alle de Folk, vi have,»
«Og vi ere ogsaa godt væbnede,»
sagde Jack, der nu havde forladt
Agnes. «Men hvorledes er saa ellers
Deres Plan?»
«Ja, det maa vi nu til at
raadslaa nærmere om: Det lader til —.»
Men i dette Øjeblik blev Samtalen
afbrudt ved Pedros pludselige
Indtræden — han, der var bleven sendt
til Byen med en Vognladning Vin.
Han styrtede ind, forpustet og
ophidset, med sin røde Hue i Haanden.
«Hvad nu, Pedro — hvordan kan
det være, at du kommer tilbage saa
tidlig?»
«Aah, Signor!» udbrød Manden
— «de have taget baade Vognen og
Vinen og trukket af Sted med den
op mellem Bjærgene, »
«Hvem?» spurgte Don Rebiera.
«Galejslaverne, der ere blevne
løsladte — og ved vor velsignede
Helgens Levninger, de have rigtignok
gjort mange ardre Ulykker foruden:
de have gjort Indbrud i fredelige
Folks Huse og røvet alting, myrdet
mange — iført sig det bedste Tøj,
de kunde finde — samlet alle de
Vaaben, Fødemidler og den Vin, de
kunde faa Fingre i, og ere dragne
op med det alt sammen imellem
Bjærgene. Det hele skete sidste Nat. Da
jeg ikke var længere end en
Fjerdingvej fra Byen, mødte jeg dem med
min fuldt belæssede Vogn, og straks
vendte de Okserne og drev dem foran
sig tillige med alt det andet. Ved
den hellige Jomfru! De vare helt
tilsølede af Blod, dog var det ikke alt
sammen af Mennesker, for de havde
ogsaa slagtet en Del Okser. Alt dette
hørte jeg af en af Hyrderne; men
han flygtede ogsaa i stor Hast for
dem og fik ikke Tid til at fortælle
mig mere. Men, Signor, jeg hørte
dem nævne Deres Navn.»
«Det tvivler jeg ikke paa,» sagde
Don Rebiera. «Hvad Vinen angaar,
saa vil jeg blot haabe, at de ville
drikke for meget af den i Aften;
men vi kunne være visse paa, at de
før eller senere ville komme her,
Pedro, og saa maa vi forsvare os;
kald derfor Folkene sammen, jeg maa
tale med dem,»
«Vi faa aldrig Okserne at se mere!»
udbrød Pedro grædefærdig.
«Nej, men vi faa heller ikke
hinanden at se mere, hvis vi nu ikke
benytte Tiden. Jeg har faaet sikker
Underretning om, at de ville komme
her endnu i Nat.»
«Hellige Sankt Franciscus!
der siges,
Tusinde!»
«Nej, slet saa mange er der dog
ikke, saa vidt jeg ved,» bemærkede
Jack.
Og
at der er over et helt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
